I Nisseskoven har rotterne ædt alle nissernes ris, og det ellers lykkelige nisseliv – og julen! – er truet. Nisserne søger råd i Den store nissebog, hvorefter nissebørnene Nis og Nisseline begiver sig ud på en farefuld færd for at nå frem til den gode fe, der kan opfylde deres ønsker. På vejen møder de ulve, lygtemænd og trolde, men særligt Nisseline er både klog og modig og til sidst når de deres mål – og får opfyldt ønsket om nye ris til Nisseskoven.
Fortællingen prydes af Jan Mogensens smukke helsides akvareltegninger; de er på én gang simple og stemningsfulde – sneen drysser ned på de røde huer og følelsen af jul er straks til stede. Stilen er letgenkendelig fra Mogensens mange andre værker som fx ”Åh Abe”.
Tekstsiden er desværre mindre imponerende. Selve historien er et klassisk dramaturgisk eventyr med alle virkemidler, men plottet virker noget tyndt og uoriginalt: den kæphøje og smådumme nissedreng, der gang på gang reddes af den kloge nissepige er et lidt for brugt sæt hovedkarakterer – og efter slutningen, hvor nisserne kommer hjem til skoven med sækkevis af nye ris, tænker jeg uvilkårligt, at man har glemt at overveje, hvordan nisserne undgår at rotterne også æder de nye ris…
Dertil kommer, at korrekturlæsningen øjensynligt har været for hastig – bogen rummer flere deciderede fejl, der forstyrrer læsningen. Fx:
”Men Nis hører ingenting og – pladask – så ligger han i det mudrede vand.
Med stort besvær Nisseline får ham op igen.”
Havde det været lyrik, kunne det måske skrives sådan.
Selvom illustrationerne er skønne, kan de ærgerligt nok ikke bære den fejlbehæftede og ikke alt for originale fortælling – men måske kan de lægge op til en improviseret gendigtning fra en kreativ oplæsers side?
Jan Mogensen: http://www.alvilda.dk
