Djævlens Hjerte, Sortekunstens Mysterier 1

‣ Forfatter: Lars Kramhøft

‣ Forlag: Ulven og uglen

‣ Udgivelsesår: 2017

‣ Pris: 199,95 kr.

‣ Målgruppe:14+

‣ Sidetal: 372

‣ ISBN: 9788793349278

”Den største løgn, Djævlen nogensinde fortalte, var, at han ikke findes, og at helvede ikke er noget virkeligt sted. Hvis folk ikke tror på livet efter døden, hvordan skal de så blive frelst? Vi graver tunnelen til helvede, for at folk kan få at se, at helvede er et virkeligt sted, og at de pinsler, der venter alle syndere efter døden, ligeledes er virkelige.”

Vi er i 1300-tallets Danmark, og Valdemar Atterdag har sejret og genforenet Danmark. Pesten har sluppet sit tag i Danmark, men under overfladen lurer overtro og frygten for de mørke kræfter, og i Dalby, i Hadrun Len, har lensherre Magnus Drakensten beordret alle borgere til at grave en dyb tunnel i forsøget på at finde Helvedes Port.

Unge Damian Drakenstens skæbne er forseglet. Han er søn af lensmand Magnus Drakensten, og Damien har altid vidst, at ad åre skal han overtage sin fars rolle som herre over Hadrun Slot og dermed titlen som lensmand over Hadrun Len.

Ved et tilfælde finder Damien ud af, at hans far ikke er så gudfrygtig, som han fremstår, men i virkeligheden er involveret i Sort Magi og måske med Fanden selv. Samtidig konstarerer Damien, at hans egen rolle i fremtiden er en kende anderledes, end han havde forestillet sig. Damien anklages samtidig for at have myrdet en ung kvinde.

Grundet sin opdagelse af faderens sande ansigt samt anklagen for mord, må Damien flygte over stok og sten medbringende sin trofaste ganger Malaki og sværdet Lysbringer. Eftersøgningen på Damien er massiv, og uanset hvilke planer han selv lægger for at blive i stand til at bevise sin uskyld og afsløre sin far, har faderen forudset dem.

Ved en tilfældighed støder han ind i et omrejsende teater og under dække af at være skuespiller, slår Damien følge med teatertruppen – et træk hans far ikke havde forudset. Blandt andre karismatiske karakterer møder han taterpigen Esme, som han forelsker sig i, og det er under hans rejse med denne gruppe, at Damien rigtig får øjnene op for, hvad venskab, sammenhold og loyalitet i virkeligheden er.

Bogens centrale historie er Damiens intense jagt på at hævne samt bevise sin uskyld, men en ligeså interessant historie er den udvikling, som Damien gennemgår. Hans verdensbillede forandrer sig markant fra tilværelsen med velstand som herremandssøn, hvor alle adlød hans bud, og hans fremtid var sikret, til at være jaget vildt uden status, uden penge, og hvor den næste beslutning kan være forskellen på liv og død. Denne forandring tvinger ham ud i at åbne sine øjne for andre værdier, end dem hans verden som herresmandssøn byggede på. I første omgang har han ingen andre at stole på end sig selv, men snart oplever han, at tillid og tiltro kan knytte stærke bånd, samt at man skal tage imod og tilbyde hjælp, da disse egenskaber kan være nødvendige for overlevelse. Han erkender, at ikke alt er sort og hvidt, og at målet med en alliance kan være vigtigere end alliancens etiske fundament.

Historien fortælles i et højt tempo med masser af action, og cliffhangerne står i kø som afslutning på det ene kapitel efter det andet – det gør bogen meget svær at lægge fra sig. Jeg selv slugte den på en SAS-flyvning til London, hvor de eneste gratis ydelser som bekendt er gennemgangen af sikkerhedsudstyret ombord samt kaffe/te – begge dele blev overhørt på denne flyvning.

Bogen er let læst, men den er absolut ikke for de yngre læsere, da sproget er meget råt og handlingen til tider er ganske voldsom.

Djævlens Hjerte er første bind i, hvad der tegner til at blive en spændende serie Sortekunstens Mysterier, og jeg glæder mig meget til at følge Damien i fortsættelsen Menoks Nøgle.

 

Lars Kramhoft

Djævlens Hjerte

 

Anmeldelsen er skrevet af Lonni Carlsen

Lonni er uddannet lærer og læringsvejleder og arbejder til daglig på Gildbroskolen i Ishøj. Hun underviser i udskolingen og er fagansvarlig for dansk på skolens læringscenter. Ydermere er hun beskikket censor i mundtlig og skriftlig dansk. Lonni har en særlig interesse for ungdomslitteratur samt grafiske romaner og billedbøger, der henvender sig til de ældste elever i folkeskolen.