Forsidebilledet til Donna finder julen er helt Astrid-Lindgrensk. Astrid Lindgren har den fine historie om Lotte, der kan alt, – også få fat i et juletræ, da de ellers er udsolgt i hele Stockholm. Her i Donna finder julen må hunden Donna og det eneste ikke-forkølelsesramte barn Lillian Betty ud i verden for at hente juletræ. På forsidebilledet kører hund og barn hjem med juletræet på en kælk. Og der er selvfølgelig masser af sne. Hunden er gul og sød, og Lillian Betty er som Charlotte Pardis frøken Ignora en kvik, handlekraftig pige med opstoppernæse og røde kinder.
Lillian Betty og Donna har hjemme i en familie, der præsenteres således på første side: ”Lillian Bettys seng er den blødeste af alle sengene i huset. Den står midt i det hele, så Donna kan høre dem alle sove, både Carla og Carl og Caroline og Clarence og deres far og Lillian Betty selv. Børnenes mor snorker ikke, hun arbejder på hospitalet inde i bygen hele julen. Men denne morgen vågner Donna af en underlig lyd.”
Så viser det sig, at alle; Carl, Caroline, Carla, Clarence og faderen er vildt forkølede og ude af stand til at få julen på fode. Det må Donna og Lillian Betty klare. Det klarer de så med hjælp fra nogle trinde nisser.
Billedsiden er fyldt med finurligheder, når nisserne og Lillian Betty er i køkkenet, så sejler det hele på ganske festlig vis. Og da nisserne forlader familien efter endt arbejde (og før mor kommer hjem) forlader de et hus, der har sin helt egen personlighed ude i skoven. Nisserne skal afsted: ”De havde travlt, siger hun. De skulle hen til en familie, der fik femlinger i går.”
Merete Pryds Helle og Charlotte Pardi er et godt makkerpar. Tekst og tegninger fortæller den samme historie, men tegningerne lægger gode sidehistorier ud.
