Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver

‣ Forfatter: Jesper Wung-Sung

‣ Illustrator: Lasse B. Weinreich

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 199,95

‣ Målgruppe:8+

‣ Sidetal: 144

‣ ISBN: 9788763856270

”Der var engang et Jesusbarn. Eller rettere, der var bare Arthurs lillesøsters dukke med lyserødt plastichoved, blå øjne og lange sorte øjenvipper, der gik op og ned, som fik hun hele tiden sandkorn i øjnene. De øvede krybbespillet, og gymnastiksalen var den ørken, som Josef hjalp Maria igennem.” (s. 36)

Jesper Wung-Sung har tidligere gjort sig i julekalendergenren med Forbrydelse og fodbold, som var Børnenes U-landskalender, lavet på baggrund af en rejse i Sydamerika for Danida, tilbage i 2007.

Nu vil han så, sammen med illustratoren Lasse B. Weinreich, hjælpe børnene igennem den lange julemåned op til juleaften med kalenderbogen Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver.

Det sker med en rigtig drengerøvsjulekalender, der til fulde lever op til julekalenderkravene om at:

  • Julen er i (overhængende) fare
  • Forældrene er fraværende
  • Hovedpersonen går så meget grumme igennem for at redde julen
  • Fortællingen rummer et element af romantik, julehygge og julegran
  • Der er tilsat gys, splat og gru
  • Og det hemmelige krydderi; en skøn østeuropæisk au pair Marivuda, med et heimgebackenes Dänisch språk og en manglende fortand, der egentlig skal hjælpe familien på vej, men som…..

Med valget af hovedpersonens navn Kaj og og hans udkårnes Gerda, som også spiller Maria i krybbespillet, kommer man til at tænke på H. C. Andersens kuldegysende eventyr ”Snedronningen.” Mon det er den rolle, Marivuda er tiltænkt?

Ikke alene er Kaj travlt beskæftiget med at holde skolens ondskabsfulde, ildelugtende buksevandsuddelende tyran, Conrad Ørevoks, fra livet. Kaj er også tildelt den krævende hovedrolle som Josef i årets julekrybbespil på skolen, og så er der lige hjemmefronten.

Nu har hans fortravlede mor og far nemlig anskaffet Marivuda, som Kaj tror vil skiveskære julemanden. Det er derfor op til Kaj at redde den gode julestemning, og det kræver et opgør med en mistænkelig au pair, der tilsyneladende ikke ved alt det gode, hun skal gøre.

Men skindet kan bedrage, det ved Kaj, og det er ikke alt, der skinner, der er en julestjerne, så Kaj har travlt. Mon der bliver jul i det lille hjem?

Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver sender på mange måder hilsener tilbage til Jesper Wung-Sungs tidligere bøger, drengeuniverser og drengefigurer – såsom ”Pelle Johns engle.”

Fortælletempoet er højt, sproget ligger godt i munden, fortællingen er sammenhængende med ”cliffhangers” mellem de enkelte dagskapitler, og jeg kender mange børn, der vil elske fortællingen om Kaj, Marivuda, Conrad Ørevoks, Gerda og den tilstundende jul. Slutningen på fortællingen skal ikke afsløres her, men Marivuda bliver sendt godt afsted.

Lasse B. Weinreichs illustrationer passer som julehjerte til juletræet i den til tider bloddryppende fortælling. Der er kun tilbage at ønske Glædelig Julekalenderjul – og fundere over, at der godt nok er langt fra fortællingen her til fortællingen og fortællertonen i eksempelvis Franz Berliner, Jørn Birkeholm og Robert Fiskers ”Jul i Gammelby” fra 1979. Julen, børnene og verden er gået rent af lave.

Glædelig Jul og god læselyst.

  

Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver

Læseprøve

Jesper Wung-Sung

 

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.