Vi er ved Andens Verdenskrigs afslutning i Dresden. Elisabeth på 16 år bor med sin lillebror og mor tæt op ad Zoologisk Have. Faren befinder sig ved fronten i Rusland. I Zoologisk Have er man klar til at aflive dyrene i det øjeblik et luftangreb rammer byen. Men Elisabeths mor får reddet elefantungen Marlene ud. Marlene bliver installeret i et skur i baghaven, men så en vinternat bliver byen sønderbombet, og familien må flygte ud på landet med elefanten på slæb. Det bliver en lang rejse mod vest på flugt fra russerne.

Elefanten i baghaven er en rammefortælling. Rundt om den historiske fortælling er lagt en nutidig ramme med en voksen kvindelig jegfortæller, der arbejder på et plejehjem og som er alene med sin søn Karl på 9 år. Indimellem er hun nødt til at tage ham med på arbejde, og her møder de den 82 årige Lizzie, og det er Lizzies (Elisabeths) fortælling fra krigen, vi hører.

Den prisbelønnede, britiske forfatter Michael Morpurgo har skrevet en lang række børnebøger, blandt andet den filmatiserede War Horse. Et gennemgående tema er hans særlige interesse for dyrene som menneskets ven. Og det er jo en børnevenlig tilgang til fortællinger. Derfor virker det også lidt sært, at han har valgt en voksen jegfortæller (sygeplejersken), det giver bogen en meget ”voksen” tilgang. Lizzies fortælling berettes også af en voksen, men dog med en ung piges synsvinkel. Men det tager tid før man bliver fænget af hendes historie.

Der er, efter min mening, for meget ”telling” og for lidt ”showing”. Vi mærker ikke rigtig det, personerne føler, vi fornemmer ikke for alvor kulden og sulten. Og samtidig virker illustrationerne lidt pæne og gammeldags. Målgruppen er derfor også svær at fastsætte, da historien kræver en del af sin læser og samtidig er den meget pæn og artig både i tone og stil. Men interesserer man sig for Anden Verdenskrig, hvilket mange halvstore børn jo gør, kan man alligevel godt få noget ud af romanen.

Om Michael Morpurgo: (forfatterens egen hjemmeside) http://michaelmorpurgo.com/