Dette er Ellas efterladte noter,
som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet
i en æske under Ellas seng. (forlæggerne på bagsiden af æske)
Værket ‘Ella er mit navn vil du købe det?’ består af en æske i brunt indpakningspapir med en elastik om, hvorpå der med håndskrift står “Forsigtig – indeholder poetsne!”
Æsken rummer 140 løse ark, skrevet – og illustreret! – på en god gammeldags skrivemaskine. Det hele holdt sammen af et bånd af gammeldags hyldepapir.
Og når man så løfter Ellas efterladte papirer op af æsken, drysser poetsneen ud…
Sådan kan den gribende fortælling om den ensomme 12årige pige, Ella og hendes liv i sin mors antikvariat præsenteres.
Siden bogens fremkomst i 1450erne, med Gutenbergs opfindelse af trykpressen, har den været litteraturens naturlige medie. Det har været så totalt indgroet, at ingen har stillet spørgsmål ved det. Enkelte lyrikere udgav i 1960erne visuelle digte skrevet på skrivemaskine i løsark, som gjorde det muligt for læseren selv at bestemme rækkefølgen under læsningen af værket; men bogen med dens omslag, for- og bagside, har været det foretrukne medie og været med til at definere, hvor den litterære tekst begynder og slutter. I disse år flytter megen børne- og ungdomslitteratur ud på nye digitale platforme – Kindle eller iPad. Det betyder at indhold, læsemåder og læsestier igennem teksten forandres. Det bliver f.eks. noget besværligt lige at slå op på sidste side og læse afslutningen.
Denne udvikling betyder interessant nok samtidigt, at den analoge papirbog i disse år slår tilbage og helt bevidst udnytter papirmediet som en del af det æstetiske udtryk. Her tænker jeg på Rebecca Bach-Lauritsens brug af det hvide papir til at understrege stemningen og handlingen i hendes kortpeosafortælling “Ellens ark”, og på Dorte Karrebæks og Oscar K.´s billedbogsfrise “Knokkelmandens cirkus.” Begge bøger udkom næsten samtidig med “Ella er mit navn. Vil du købe det?,” og er anmeldt her på sitet.
Mette Hegnhøj går en anden vej end de to ovennævnte i sin fortælling om Ella.
Hele det retroprægede udtryk, med tekst og illustrationer, omhyggeligt produceret på skrivemasine, passer til den gribende fortælling om Ellas klaustrofobiske liv i morens antikvariat (!). Her lever hun blandt kasser fyldt med gamle bøger fra dødsboer, med ensomheden, morens svigt, at faren har forladt familien og endelig at katten, Kattekismus, der blev indleveret med netop et dødsbo er forsvundet efter ni dage. Endelig må Ella slås med sin astmaallergi og sin hævn over en stædig og genstridig mor.
Hvad gør Ella? Hun skriver sig ud af det: Skilte til butikken, sine egne tanker om livet og laver forrygende illustrationer til tankerne på skrivemaskinen.
Ella formulerer sig kort, præcist og poetisk. En smagsprøve:
“Jeg havde aldrig troet, jeg nogensinde skulle få kat.
Fordi:
- Vi er ikke sådan nogen med dyr.
- Jeg får ellers aldrig det, jeg ønsker mig.
- Krøller
- Overbid
- Ansvar for priser
- Jo mere jeg plager, jo stædigere bliver mor
(og jeg har plaget en del om den kat).”
Fortællingen er bygget om tiden inden Ella får kat, da hun var elleve år og kun var “ude af sig selv”, og så tiden efter at Kattekismus igen er forsvundet ud af hendes liv, og hvor hun er blevet tolv år og er “mere ude af sig selv” – for gik katten sine egne veje eller har moren solgt den?
En stor del af fortællingen består af noter, hvor Ella netop forsøger at skrive sig ud af sorgen over dette tab. Udover tabet af katten, savner Ella også sin far, der ligeledes er forsvundet ud af hendes liv. Og endelig hendes mor, der hver torsdag forsvinder for at leve sit eget liv med en mand, Ella absolut ikke bryder sig om.
Som læser får man et konkret indblik i den fiktive person, Ellas, følelsesliv, i hendes afsavn, afmagt og sorg.
Det sidste opslag, Ella producerer til antikvariatet inden hun forlader det, er netop:
Ella er mit navn. Vil du købe det. (M.I.S.)
Som læser kan man kun gisne om, hvor Ella nu går, eller forsvinder, hen.
Poetsneen? Det er det produkt, der i værket fremkommer under Ellas konsekvente hævn, ødelæggelsen af bøgerne i antikvariatet med en hullemaskine. En proces, hun nøje beregner tidsforbruget og omfanget af.
Værkets helt store styrke ligger i Mette Hegnhøjs evne til med få ord at bibringe fortællingen en foruroligende gådefuldhed, samt evnen til, med disse få ord, at bringe en stemning af ensomhed, adskillelse og forladthed ind i fortællingen.
Til at underbygge dette, vælger jeg at lade Ella få det sidste ord. Her med beskrivelsen af Privaten fra indledningen:
“Det er her, jeg er.
I baglokalet bag antikvariatet.
Ved bordet i midten.
Bordet er beklædt med aviser.
Her er to stole (min og mors).
Her er en seng (min) i det ene hjørne.
En seng (mors) i det andet hjørne.
Mærkerne efter en seng i det tredje hjørne.
Køkken i det fjerde.
Scenen er sat for et intenst og medrivende kammerspil.
Kan man ikke holde styr på løsarkene, kan fortællingen også erhverves som almindelig gammeldags bog til brug på bibliotekerne og i undervisningen. Men herved går noget af værkets særegne æstetiske fremtoning tabt. Poetsneeen er i denne udgave flyttet til bogens omslag.
“Ella er mit navn. Vil du købe det?” anbefales på det varmeste både til voksne, til børn og unge til refleksion en stille vinteraften – og ikke mindst, i bogform, til undervisningen på mellemtrinnet og i udskolingen. Her er meget at arbejde med, både når det gælder indholdet, men også hvad udtrykket betyder for indholdet. Endelig kan værket indgå i disse års faglige diskussion om, hvad børnelitteratur er, hvem målgruppen er, m.m..
Det er kort og godt et foruroligende, smukt og forunderligt poetisk værk Mette Hegnhøj har fået skabt på sin gamle skrivemaskine.
