Vi er i år 1731 og oplever hverdagen for den ca. 14-årige malkepige, Karen, der trods sin skæbnebestemte plads i livet drømmer om at komme væk fra det hele, sejle afsted på et skib og komme ud og se verden på den anden side af skovene. Karen har ben i næsen – i hvert fald så meget, som man kan tillade sig at have på denne tid – og så stiller hun spørgsmål ved, om hun overhovedet vil giftes og dermed se frem til et liv ligesom det, hendes forældre levede: Et kort liv, hvor man knokler dag ud og dag ind på andres gårde, indtil man en dag falder om og dør af sygdom eller udmattelse.
Men så sker der noget… En dag da Karen er ude for at malke køer, møder hun den mystiske Daniel, og før hun ved af det, er hun viklet ind i et tågespind. Hvem er denne mystiske fremmede? Og hvad vil han hende?
Jeg forventede ikke meget af denne bog, der udover mødet med Karen omhandler fortællinger om mosekonen og overtro, og som har en coverillustration, der sender tankerne helt tilbage til Barbara Cartlands sukkersøde kærlighedsfortællinger. Men jeg må indrømme, at da jeg først var kommet i gang, var det svært for mig at lægge romanen fra mig igen. Det er der flere årsager til:
Først og fremmest formår Signe Fahl at give mig et overbevisende indblik i livet på en gård tilbage i 1731 og i særdeleshed i livet for en simpel malkepige. Dette er en tid længe før instagram og mobiltelefoner, endda længe før børn blev regnet for noget andet end kommende arbejdskraft på marker og i køkkener. Man drømte ikke om at ændre på sin tilværelse, da det netop ville være utopisk. Man kunne hverken læse eller skrive. Man var født ind i en rangorden, hvor der ikke var andre muligheder end at fortsætte der, hvor den ældre generation slap.
Derudover blev jeg også grebet af fortællingen om kirkens position i samfundet og kampen mod de underjordiske: mosekonen, ellekongen og hans dansende ellepiger og tågen, som man skulle være ekstra forsigtig omkring, da man aldrig kunne vide, hvad eller hvem den gemte på. Folk var gudfrygtige dengang. De gik i kirke hver søndag og troede på præsten, kirken og Vorherres plan. Hvis nogen på den ene eller anden måde var i kontakt med de underjordiske, var kirken ikke sen til at fordømme vedkommende og sørge for, at man blev en paria i samfundet.
Ellekongen er svær at genrebestemme. Er det en historisk roman? En kærlighedsroman? Signe Fahl påpeger selv, at der er fantasyelementer i fortællingen, men at der dog ikke er tale om rendyrket fantasy. Hun kalder bogen for en “paranormal romance”, og den genrebeskrivelse køber jeg.
Ellekongen kan abefales til de stærke læsere i udskolingen og til dem, der er vilde med paranormale fortællinger. Den kan bruges i forbindelse med læsning af folkeeventyr, men man skal være opmærksom på, at den indeholder mange svære og gammeldags ord, der kræver, at læseren stopper op og bruger tid på at udvide ordforrådet.
Signe Fahl
Info om bogen på Ulven og uglens hjemmeside
Artikel om tro i 1700-tallet