Mette Vedsø har tidligere beskæftiget sig med børns forhold til, og betydning for, ældre mennesker i den hjertevarme billedbog Glemmer du, illustreret af Kamila Slocinska.
Nu er hun tilbage med En som Hedvig om drengen Otto, der vil redde verden. Men det kan man ikke alene, som moren siger. Hedvig, en ældre dame i opgangen hvor Otto bor, er måske løsningen på det problem. I løbet af fortællingen oplever man, at et venskab er ved at udvikle sig på deres fælles gåture rundt i byen. For Hedvig véd noget om livet og havet fra sit arbejde på de store skibe, der engang sejlede fra Oslo til Amerika på Amerikalinjen. Kan man ikke redde hele verden, kan man da forsøge at redde En som Hedvig fra en-som-hed. Og hjælpe hende til at nå målet om 10.000 skridt om dagen. Selv om man kun bor syv skridt fra hinanden, kan der være voldsomt langt, især når man, som Ottos mor, stempler folk med bemærkninger som: ”En som Hedvig.”
En som Hedvig er som alt Mette Vedsø skriver fyldt med poesi, sprogleg, tal og talmystik og en varm opfordring til at dyrke fællesskabet. Her venskabet på tværs af generationer. Billedbogen er fyldt med sjove, finurlige og oplysende informationer om verdens tilstand, og med en sej Hedvig i sneakers og med Mis Lemire indkøbspose. En lille hilsen både til katten i Hedvigs lejlighed og til Bregnhøis hjemmefront og Sabine Lemire?
Rasmus Bregnhøi folder sig virkelig ud i skønne opslag, der rummer hele kloden og verdens elendige tilstand. Han leger med og understreger de mange tal – og viser forskellen på livet i de to nabolejligheder både i normal- og fugleperspektiv. Illustrationer der også i små detaljer, som det ensomme øje i dørens glughul, understreger og leger med og mod Mette Vedsøs tekst.
En som Hedvig anbefales varmt til de børn, der måske trænger til at få perspektiveret klimasnakken lidt, både derhjemme og i skolens indskoling. Her kan Mette Vedsøs Otto noget så fint tage Kim Fupz Aakesons Vitello i hånden, når Otto og Vitello redder verden, og tager fat i det små. Et sted, vi voksne vel også kunne tage fat.