Mange børn og unge foretrækker fagbøger fremfor fantasy. Nu udgiver Alinea en række fagbøger, der henvender sig til de samme ”farvekoder”, som man finder bag Alineas Grøn, Blå, Rød og Sort Læseklub. Nu hedder det blot Grøn Fagklub, Blå Fagklub, Rød Fagklub og Sort Fagklub. Lixtallene er angivet og her i Sort Læseklub, der er målrettet de 12 – 16 årige, er lixtallet omkring 20.
”Ensomhed” har et lixtal på 20, og det er således en forholdsvis letlæst fagbog. En fagbogs læsbarhed er dog også meget afhængig af layout. I denne bog er der faktabokse, fine og klare fotos, lister og forskellige punktopstillinger. Det gør læsningen overskuelig.
“Ensomhed” redegør for omfanget af ensomhed og sætter spot på, hvorledes man kan agere for at bryde en uønsket ensomhed, og der er henvisninger til ”Hvis du vil vide mere”.
Det, der kendetegner ensomme mennesker, er eksempelvis:
”De er generte af natur
De er introverte
De stiller meget høje krav til sig selv og forsøger at være perfekte
De er lige flyttet
De har flyttet skole
De har det svært derhjemme
De bliver mobbet
De har et lavt selvværd eller føler sig forkerte
Deres forældre er blevet skilt
De har mistet en person, der stod dem nær
De har en psykisk eller en fysisk sygdom.”
Ensomhed er noget andet end at være alene. Der er også gode råd til aktiviteter, man kan lave, når man er alene. På den vis er der mange og gode råd.
Det er en bog, man kan læse, hvis man føler sig uønsket alene. Man kan også læse den, hvis man gerne vil vide mere om emnet. Måske vil man gerne hjælpe andre, så de kommer med ind i fællesskabet. Det kan også være en fagbog, man læser i klassen for at sætte spot på, hvorledes klassens fællesskab kan være inkluderende.
Der er en statistik, der viser, at 12% af unge mellem 16 og 29 år ofte eller altid føler sig ensomme. Det er 125.000 unge. Det er mange. Her kan man læse mere om det, der ligger bag. Man kan også læse om de muligheder man har for at bryde ensomheden for sig selv eller andre.