Du er modigere, end du tror, men en gang imellem har du lige brug for at blive mindet om det. “Ester Lemlæster” er en serie om at se sin frygt i øjnene og om venskabers betydning, og så er den berigende gammeldags på børnenes præmisser.
Ester med det vildt seje tilnavn Lemlæster bliver endnu engang udfordret på sit mod og det kæmpestore dilemma, som vi alle kender til, når vi møder noget farligt – skal vi tage benene på nakken, eller skal vi se faren i øjnene og måske få en kæmpe oplevelse? Venner kan være en stor hjælp her, og så er det godt, at Ester har den frygtløse veninde, Alberte Smerte, ved sin side.
Det er weekend, og Ester overtaler far til et bagerbesøg med bagtanken om at få en hindbærsnitte. Ester og familie bor på Nørrebro, og de skyder genvej gennem Assistens Kirkegården. Her bliver Ester væk fra far, og jeg tror, at alle kender – eller kan huske den følelse af frygt, man bliver overmandet af, når man pludselig mister far eller mor af syne et sted væk fra trygge omgivelser.
Pludselig dukker en mystisk dame op, som fortæller Ester om spøgelser, men hun forsvinder lige så pludseligt, som hun dukkede op. Far og Ester finder hinanden, og Ester kan ikke vente med at fortælle Alberte om sin oplevelse. Alberte har ikke tilnavnet ’Smerte’ for sjov, så sammen planlægger de at finde damen og tage på spøgelsesjagt.
“Ester Lemlæster og spøgelsesjagten” er 2. bind i serien om Ester Lemlæster, men kan læses selvstændigt. Historierne er gammeldags på en måde, hvor appelstrukturerne matcher børnene litterære præmisser på den enkle facon. Mysterier, uhygge og humor går hånd i hånd med identifikationens trygge greb. Temaet, som omhandler mod i dagligdagens mange små udfordringer, kan springe lidt i øjnene på anmelderen, men hun er jo også bare en kedelig voksen.
Ester bekæmper sin frygt med lidt hjælp fra Alberte og Albertes mor med det lyserøde hår, og hun formår endda at trøste sin veninde undervejs, for ingen er helt frygtløs. De er ved slutningen enige om, at de ’fik en ordentlig en på opleveren’.
Handlingen udspiller sig på Nørrebro, og det lokale islæt er tydeligt, men opfordrer da blot læsere væk fra København til at besøge den lille bydel.
Forfatter Jonas Kleinschmidt er efterhånden en veletableret forfatter, der især brillerer ved ungdomsromaner om drenge og gruppedynamikker. Han bidrager desuden til Gads Årgangsserie 2024 med kortromanen “Bæst”, som er et barsk og flertydigt stykke litteratur. Med serien om Ester Lemlæster viser han, at han er en forfatter med flere facetter, og der skal jo være noget til alle.
Bogen er akkompagneret af fine sort/hvide illustrationer, som formår at ledsage teksten med tilpas mange billeder, der understreger stemningen både, når den er uhyggelig og sjov. Illustrationerne står Lasse B. Weinreich for.
“Ester Lemlæster og spøgelsesjagten” vil gøre lykke både som højtlæsning og selvlæsning fra ca. 8 år, og dette både i skoleregi og i hjemmet. Et besøg på Assistens Kirkegården på Nørrebro efter læsning vil være en kæmpe succes, og især hvis der følger en lille spøgelsesjagt med. Og så kan man jo, mens man er der, hilse på H.C. Andersen, som ganske smuk hviler samme sted.