Et rige af tåge og vrede       

‣ Forfatter: Sarah J. Maas

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2017

‣ Pris: 299 kr.

‣ Målgruppe:15+

‣ Sidetal: 669 s.

‣ ISBN: 9788702211726

”Jeg ville ønske, jeg intet kunne føle. Jeg ville ønske, at mit menneskehjerte var blevet forvandlet som resten af mig, forvandlet til udødelig marmor. Nu var det ikke andet end et ødelagt hul, der lod udødeligt blod sive ind i mig. Tamlin sov endnu, da jeg sneg mig tilbage til soveværelsets mørke. Hans nøgne krop lå udstrakt på sengen. Jeg betragtede hans stærke ryg i månelysets bløde skær, hans gyldne hår, der var uglet af søvnen og af mine fingre, som jeg havde ladet løbe igennem det, da vi elskede tidligere. Det var for hans skyld – jeg havde gjort det for ham, jeg havde ofret mig selv og min udødelige sjæl. Og nu skulle jeg leve med det for evigt.”

Hold da op, et brag af en toer! Jeg har tidligere anmeldt første del af serien her på siden, og jeg var faktisk ikke ubetinget begejstret for den. Først et godt stykke inde i bogen begyndte historien at tage fart, så man skulle som læser virkelig ”holde ud” længe, før man blev belønnet. Men det gjorde man så også med det brag af et univers, Sarah J. Maas har skruet sammen. Og hun fortsætter for fuld skrue i Et rige af tåge og vrede. Det er sjældent, det sker for mig, men jeg synes simpelthen fortsættelsen er meget, meget bedre end den første bog i serien.

Feyre har befriet elverne fra Amaranthas forfærdelige styre, men det har kostet hende livet, bogstaveligt talt. Hun er nu genopstået som elver – men hun har svært ved at fortsætte sit evige liv med de mange ar på sjælen, efter hvad hun blev tvunget til at udholde Under Bjerget. Hun er forenet med Tamlin, som er utroligt overbeskyttende og har svært ved at tackle Feyres forestående sammenbrud. Han kommer i sin kærlighed til næsten at kvæle hende i beskyttertrang og dominerer hende fuldstændigt.

Og ind i billedet kommer så Rhysand, den mørke, smukke Storfyrste, Feyre mødte under Amaranthas styre i første bog. Han har lavet en aftale med Feyre om, at hun skal tilbringe en uge hos ham hver måned, og selvom det er en aftale Feyre har frygtet, ender Rhys faktisk med at ”redde” hende fra Tamlins overbeskyttende greb. Feyre (og vi som læsere) får langsomt et helt andet billede af Rhys og hans bevæggrunde til at opføre sig, som han gør.

Noget af det jeg godt kan lide ved serien, er hvordan Sarah J. Maas’ personer er meget sammensatte personligheder, som gør deres handlinger dejligt troværdige. I Et rige af tåge og vrede får hun desuden udvidet universet betragteligt, og man får mange af de historiske bevæggrunde for den måde, rigerne er sammensat på.

Bogen er ret lang, noget længere end etteren, men det gør slet ingenting. Jeg fløj gennem siderne og var helt ærgerlig, da den var slut.

Det er en ganske eksplicit bog, der bliver ikke sparet på detaljerne i de romantiske sammenhænge. Der går helt Fifty shades of Grey i den ind i mellem – men Sarah J. Maas får det til at virke, uden at det kommer til at fremstå som for meget. Et rige af tåge og vrede får mine varmeste anbefalinger!

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.