Fædre-parret Kaspar og Lambang Arianto, der oprindeligt fik berømmelse på TV, har taget det på sig at kæmpe ”for alle familiers ret til at have det godt, uanset hvordan de ser ud”, som det lyder. På deres ganske populære Instagramprofil, har de skabt et fællesskab om at udbrede viden om- og normalisere mangfoldige familie-konstellationer. Selv har de børnene Java og Atlas, der med et stort videbegær stiller en masse spørgsmål: store og små; svære og lette, og dem har de to fædre valgt at besvare i deres bogserie “Far & Papa”. De debuterede sidste år med “Hvad er en flygtning?”, hvor familien møder pigen Iris, der er flygtet fra et andet land. Det fine ved den bog var, at Lambangs egen far Opa er bådflygtning fra Indonesien, så man kom tættere ind på livet af regnbuefamilien og deres rødder som en del af den fine besvarelse af det spørgsmål, der var bogens omdrejningspunkt. Tredje bog i serien om “Far & Papa” er netop udkommet, og et spørgsmål som mange forældre gruer for engang at skulle besvare og forklare stilles: “Hvordan får man børn?”
Familien er taget i biografen, i babybio, og de mange skrigende, lugtende og larmende babyer får Java til at spørge, hvordan man egentlig laver børn. Far og Papa hiver deres magifon frem:
”den magiske telefon, som mange forældre har, og som har svar på næsten alt!”.
Og i denne bogs tilfælde må man nok sætte en stor streg under ”næsten”,for hvor man i den første bog fik et godt og grundigt svar på spørgsmålet om flygtninge, synes denne bog at væve noget så frygteligt omkring det at lave børn. Til en start forsøger magifonen at spise børnene af med gammeldaws udenomssnak om blomster og bier og storke, men den køber ungerne selvfølgelig ikke! De kræver svar, men selv da magifonen efter en masse søforklaringer nærmer sig noget konkret, forbliver det i det vævende:
”Sædcellerne kommer fra en mand. De er en slags vilde svømmere, som skal forsøge at ramme kvindens æg. Kan I se? Det er den store, lysende kugle derhenne. Når den første sædcelle rammer ægget, begynder babyen langsomt at blive lavet”.
Det er ret beset den forklaring, bogen tilbyder, og det er for vagt. Det behøver ikke at blive for ”teknisk” når målgruppen trods alt kun er de 4-6-årige, men selv for mindre børn er det ikke skarpt nok, og en oplagt mulighed for at forklare noget virkelig spændende og fascinerende rent biologisk, går spildt. Jeg kan kun forestille mig, at de letkøbte forklaringer bogen tilbyder må vække endnu flere spørgsmål hos videbegærlige læsere og lyttere, og så er man som formidler nødt til selv at følge samtalen til dørs og alligevel tage snakken!
Efterfølgende kommer bogen hurtigt omkring fertilitetsbehandling, plejefamilier og adoption, og selvfølgelig, hvordan Atlas og Java selv er blevet til, nu hvor de har to fædre. Dette taler fint ind i parrets ambition om at udbrede viden og forståelse for, at der er mange andre måder at lave og få børn på end ”den klassiske”.
Sproget og tonen er let og gemytlig og vil sikkert skabe smil og grin, men samtidig bæres bogen af en jargon, der minder om en hulens masse lignende udgivelser, og den har derfor lidt svært ved at skille sig ud fra mængden. Samme kan siges om Angelica Inigos tegninger, der med sit klare udtryk og jovialitet passer fortrinligt til historien og stemningen, men som visuelt ligger sig i en rille blandt mange andre tegnere og bogudgivelser – ikke mindst hendes egne tegninger til Familien Fisker bøgerne, hvor Kasper Fisker er tegnet tæt på identisk med Kaspar Arianto.
Dét til trods er “Hvordan får man børn?” værd at stifte bekendtskab med. Jo, den er lidt svær at skelne fra alle mulige andre billedbøger, der bliver udgivet pt, men den har hjertet med sig og er skabt på en empatisk grundlag, og selvom svaret på, hvordan man laver børn, nok ikke er så fyldestgørende som det kunne og burde have været, lægger bogen fint op til, at man tager de her gode snakke med sine børn.
