Farfar Flottenhejmer sætter fut i fejemøget

‣ Forfatter: Cato Thau-Jensen

‣ Illustrator: Katrine Louise Jakobsen

‣ Forlag: Alinea

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Pris: 125

‣ Målgruppe:Indskolingsbørn

‣ Sidetal: 24

‣ ISBN: 9788723529039

Så er der kvalitetsbørnelitteratur til indskolingen – til oplæsning, selvlæsning og samtale.

“Miniværk” hedder en ny serie af små bøger, der skal rumme korte værker med gribende historier til netop indskolingen. Indtil nu rummer serien tre bind, men flere skal følge.

Til alt held er der virkelig fut i fejemøget i bogen med den forrygende titel Farfar Flottenhejmer sætter fut i fejemøget af Cato Thau-Jensen og Katrine Louise Jakobsen – som lovet i titlen. Her er fejende, flotte bogstavrim og et skønt billeddannende sprog. Cato Thau-Jensen lader tegnerekvisitterne ligge og overlader dem til Katrine Louise Jakobsen. Det er der kommet en skøn fortælling ud af.

Farfar Flottenhejmer er Viggas farfar. Vigga har travle forældre. Forældrene bryder sig ikke om at lade Vigga være alene, så de giver hende en hund. Viggas farfar husker ikke så godt, så han bliver smidt ud af plejehjemmet og flytter ind hos Vigga, hendes familie og ikke mindst hunden Pølse – og farfar sætter i den grad fut i fejemøget derhjemme, mens far og mor er på arbejde.

Fortællingen er på samme tid en særdeles morsom og dybt gribende fortælling om en gammel dement farfar og hans barnebarn og deres møde i fælles barnlig glæde over tilværelsens små ting. Samme tema som behandles i Mette Vedsø og Kamila Slocinskas Glemmer du … og Betina Birkjær og Anna Margrethe Kjærgaards Kaffe, Kanin, Vintergæk, væk; men uden den fandenivoldskhed og lethed, som Katrine Louise Jakobsen og Cato Thau-Jensens fortælling om Farfar Flottenhejmer rummer.

Her er meget at tale om med barnet. Ikke kun handlingen, men også sproglige udtryk. For hvad betyder flottenhejmer, fjong og alle de andre sjove udtryk, farfar bruger? Ord, som nok ikke tilhører standardordforrådet hos børnene, hverken derhjemme eller i skolen. Men de ligger godt i munden og lyder skønt.

Katrine Louise Jakobsen tilfører fortællingen nogle herlige illustrationer undervejs. Illustrationer, der beriger den med Vigga, Pølse og farfars finurlige ansigtsudtryk, skørt interiør, skæve vinkler og en uheldig Pølse i vindueskarmen.

Farfar Flottenhejmer sætter fut i fejemøget vil i højeste grad kunne sætte fut i dansktimen i indskolingen på flere faglige niveauer fra tema, personkarakteristik og helt ned til det enkelte ord og dets betydning. Den egner sig til selv- og oplæsning både i skolen og derhjemme. Og så er det vel kunst at kunne behandle et så tungt emne som demens så let, varmt og kærligt, som det gøres her. Se blot de tre på omslagets forside.

 

Om Cato Thau-Jensen

Mere om udgivelsen

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.