Felix og Åmanden

‣ Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 179,95 kr.

‣ Målgruppe:10 - 13 år

‣ Sidetal: 224

‣ ISBN: 9788702378412

 

”Tre dage til halloween, sagde museumsdamen, hvis navn Felix for længst havde glemt. Hun lod blikket glide hen over de 23 elever fra 6. b, der sad rundomkring på gulvet. Så tænder vi lys i udskårne græskarhoveder. Men ved I hvorfor gør vi egentlig det?”

 

Det er Kenneth Bøgh Andersen, der her skriver en gyser og en halloweenhistorie og en fortælling om gamle sagn.

Alt er sat i rammen på Nationalmuseet, hvor kælderen åbenbart kan rumme mange skumle oplevelser. Felix er en 12-årig dreng, der på ingen måder ligger højt på popularitetsbaromenteret. Han bliver dagligt mobbet af Tommy, der er klassens alfahan. På Nationalmuseet skal de to og to gå rundt for at arbejde med et post-løb. Selvfølgelig er der ingen, der har tænkt, at de skal være sammmen med Felix. Han teamer op med Sif, der heller ikke er med i klassens inderkreds. Sammen går de ned i museets kælder. I kælderen  finder de et hemmeligt rum fyldt med alskens ting fra de sagnvæsener, man i Danmark engang troede på.

Da Felix støder ind i en reol, falder en lille fløjte ned i hans taske, uden han ser det. Da han kommer hjem, opdager han fløjten og finder ud af, at han kan hypnotisere folk ved at spille på den – og vækker samtidig Åmanden fra 143 års dvale. Sammen må Felix og Siff prøve at stoppe ham, mens han med hastige skridt kommer nærmere og nærmere. Åmanden vil have sin fløjte tilbage, og så vil han hente 143 af byens borgere, én for hvert år, han ikke har spist et offer.

Der er megen magi og monsteruhygge, men det er også fortællingen om at være sig selv og finde sig selv. På et tidspunkt siger Felix; “Hvis nogen ser mig, tror de, jeg taler med mig selv.” Hertil svarer Sif (der naturligvis er den kloge og selvstændige, hun er jo opkaldt efter Tors hustru Sif): ”Så må du jo prøve at være ligeglad med, hvad andre tænker om dig. Også selv om de synes, at du er dybt mærkelig.”

P.S. I efterordet står der:

”Åmanden findes. Det troede man i hvert fald engang. Ligesom man også troede, at basilisker, lygtemænd, nisser, lindorme, marer, varulve og alle de andre væsener, der nævnes i denne bog, var virkelige. Naturen var i den grad et sted man skulle passe på.

Åmanden findes. Det troede man i hvert fald engang. Tænk, hvis man havde ret.

 

Rammefortællingen alleryderst er en årlig halloween-konkurrence mellem naboerne på den stille villavej, hvor Felix bor. Hans far vil meget gerne vinde konkurrencen om at være det uhyggeligste hus, og det arbejder han på, alt mens Felix forsvinder ud i Åmandens verden.

Sådan er der mange lag i fortællingen, og alt drives frem af et fortællersprog, hvor humor og rappe replikker holder monsteruhyggen i skak.

Det er en fin oplæsningsbog, hvor kapitlerne er korte og velegnede til en novemberkalender i femte klasse.

 

Se også halloween familieserien om “Felix og Manden,” produceret i samarbejder mellem Gyldendal, Nationalmuseet og YouSee,

Læs mere på dette link;

Felix og Åmanden – en halloween familieserie

Felix og Åmanden, Gyldendal

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur: