Fire ønsker 

‣ Forfatter: Kirsten Hansen

‣ Forlag: Krabat

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 299,95

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 120

‣ Sværhedsgrad: Lix 12

‣ ISBN: 9788794244848

”Jeg har holdt Vejle ud i et år.
Nu vil jeg have mit liv tilbage. 

Før Vejle var jeg glad.
Før Vejle havde jeg venner, der kunne lide mig. 

Før Vejle kunne jeg lide mig selv.” 

Romanen Fire ønsker er sat med korte og læsbare linjer, og når lixtallet er 12, så bliver det overskueligt at læse. Samtidig er det en fortælling, der er målrettet de 14- 15 årige, der således får en alderssvarende fortælling, der er skrevet i letlæst sprog. Det er en stor opgave og udfordring at fortælle en god og ung historie med lix 12, men her går det op i en højere enhed og lykkes til fulde.

Alma er på efterskole, og efter et stykke tid kommer papsøsteren Kat også på samme efterskole. Det giver anledning til klassiske konflikter med fælles venner, fælles ønsker og så er der selvfølgelig også Johan med de grønne øjne. Det er en spændende konflikt, der udspiller sig, men heldigvis er der lærere og venner, der tager ansvar og hjælper i konflikten.

Fire ønsker er spændende, relevant og vedkommende – og med sin læsevenlighed og lix på 12 er den lige præcis, hvad læseudfordrede børn og unge efterspørger. Bøger som netop både i udtryk og indhold taler til dem som unge mennesker, der gerne vil læse om alderssvarende problemstillinger i bøger, som syner af noget. Meget gerne mere af det, tak!

Forfatter Kirsten Hansen

Forlaget Krabat

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.