”Vi hygger os.
Frede og jeg.”
Fiskepigen er en uhyre relevant gennemillustreret roman om en pige og hendes lillebror, der er alene hjemme, da stormene hærger, vandet stiger og oversvømmer alt. Alt undtagen deres hus som er bygget på en bakketop
I sin fortællestil minder Fiskepigen om Søren Jessens Vildnis, der udkom sidste år, mens den tematisk spiller sammen med sciencefictionfortællingen, Ørkenfeber.
I Ørkenfeber er Jorden udtørret og dækket af sand. Her i Fiskepigen er alt så dækket af vand, som Danmark var det i vinteren 2020. Lige nu, midt i en corona-tid, står dystopierne således i kø. Hvor det i Ørkenfeber er en drone, der spiller en stor rolle, er det her i Fiskepigen en redningshelikopter, der i ordløse dunkle opslag måske, måske ikke, kommer og redder den ikke helt normale lillebror Frede og storesøsteren.
Søren Jessen eksperimenterer i disse år med udgivelser, hvor billedsiden fortæller en side af historie og verbalteksten en anden, så der opstår en tredje til tider modsat fortælling. Således også her i Fiskepigen. Verbalteksten smyger sig sine steder om illustrationerne, hvilket både fremmer, men også hæmmer læseoplevelsen undervejs – og hvor ordene i enkelte opslag er direkte overflødige. Når en muræne i et opslag forfølger den lille pige i gul regnfrakke, så véd man, det er: ”Farligt.”
Fiskepigen er en særdeles smuk udgivelse, hvor illustrationerne, til lands, til vands og i luften er en stor oplevelse. Varierende fra det smukke til det direkte truende og med en brug af farver der underbygger stemningen i fortællingen. Det gælder blandt andet i et opslag i dobbelt størrelse, hvor læseren skal folde bogen ud for at se fiskepigen drage frem ad en oversvømmet landevej (se bogens omslag) siddende i munden på en stor fisk.
”Der er ikke meget at se, natten er kulsort, men jeg kigger efter noget helt bestemt. Dér er det. Langt, langt ude i horisonten kan jeg se lyset fra fyrtårnet. Så længe det lyser, er vi ikke helt alene i verden, Frede og jeg.”
Så tyndt er håbet for de to børn i en fortælling fortalt i flere plan. Der er de historier pigen fortæller Frede om dinosaurer, fisk og ikke mindst om fiskepigen, der er alle havdyrs bedste ven, og så en fortælling i et ”realplan” hvor pigen slås med at få gang i farens generator, så de kan komme væk.
Søren Jessen har endnu en gang sat sin fortælling i et uhyggeligt spændende fremtidsunivers. Der er tale om science fiction i børnehøjde. Fiskepigener en vandfyldt dystopisk fortælling fra en måske alt for nær fremtid. Og det i en tid, hvor mange kaster alt håb for en bedre fremtid på Greta Thunberg, en bare syttenårig svensk pige.
Som Ørkenfeber giver Fiskepigen stof til eftertanke i en tid, hvor en global pandemi hærger.
Fiskepigen anbefales til frilæsning, og ikke mindst til undervisningen på mellemtrinnet, både når den står på multimodale tekster og på tekster, hvor vores globale klimaproblemer er i fokus.