”Hvad så med dem, der må blive derhjemme?
Les misérables.”
Flora Nattergal er historien om Flora, eller Florence Nightingale, som barn, men i lige så høj grad
fortællingen om hendes misundelige søster Parthenope, Pop, der står uden for Floras verden, men
senere finder sin egen plads i livet som forfatter.
Det fortæller Mette Hegnhøj om i et efterskrift. De fleste kender til Florence Nightingales virke som
sygeplejerske under Krimkrigen og hendes betydning for moderne sygepleje, men måske mindre til
hendes oprør mod morens og storesøsteren Pops forventninger til hendes rolle i Dronning Victorias
England. Det kan man blive klogere på ved at besøge The Florence Nightingale Museum i London.
Her i Flora Nattergal fortælles historien om den sommer, Flora skal rejse alene på sommerferie og
forlade det dyrehospital, hun har lavet for uglen Athena, skildpadder, harer og andre smådyr til
søsterens omsorg. Og om de to drenge Freddy og Harry og forholdet til dem, for Flora Nattergal
rummer nemlig også et kvindesagsspor.
Men den er først og fremmest fortællingen om de to søstre Pop og Flora. Pop, der mere lever op til
konventionerne, og forblev i skyggen af lillesøsteren, og så Flora, der allerede som barn var optaget af
det franske sprog, frigørelse og sit dyrehospital. Det er Pop, der har lært Flora at spise med kniv og
gaffel, kende forskel på venstre og højre og ikke mindst at tisse uden lyd. Alligevel skjuler Flora sin
usynlige, skjulte verden, det lille dyrehospital under træet, for Pop.
"Flora har sorg. Verden er ikke, som den burde være ".
Hun ønsker, at dyrene har det godt. Og så er der drengen Harry, som rykker på balancen mellem de to
søstre. Men ikke i samme grad som ugleungen, Athena, der er faldet ud af reden, og som Flora passer
og plejer.
Fortællingen om de to søskendes jalousi, fortælles af jeg-fortælleren Pop, men også af Flora i hendes breve til søsteren. Sproget er smukt og poetisk, og undervejs får læseren mulighed for også at møde nogle
centrale franske gloser i Pops bog med ugleungen på forsiden, som slutter med, at Pop giver slip på
søsteren:
”Fra min krone ser jeg haven i et klart lys.
Månen er tilbage. Den skinner lige direkte mod mig gennem det grønne hav af blade.
Jeg lukker øjnene og mærker barken mod min kind.
Der sker en revolution i mit hjerte, mens jeg på fransk former det eneste, jeg har at sige til min søster.
Endelig giver mit stædige hjerte slip og lader Flora følge sine egne veje.
Lader Flora være den hun er.
Je t´aime.”
Anna Jacobina Jacobsen har igen været på spil, og har illustreret fortællingen med en smuk,
udtryksfuld billedside. Man bider mærke i pigernes øjne, ansigter og frisurer. De to søstre er modsætningsfyldte som ying og yang på flere helsidesopslag, der stemningsfuldt spiller op mod Mette
Hegnhøjs ord, i douchede farver.
Det er to stærke fortællestemmer, der mødes i Flora Nattergal, hvis forskellige sprog beriger
hinanden og fortællingen. Flora Nattergal anbefales til frilæsning og til undervisningen på
mellemtrinnet. Selvfølgelig på grund af temaet og indholdet, men også på grund af værkets
vellykkede multimodale udtryk.
Forfatter, Mette Hegnhøj
Illustrator, Anna Jacobina Jacobsen
Billedbogen Flora Nattergal
Florence Nightingale
