Frank mig her

‣ Forfatter: Line-Maria Lång og Karen Vad Bruun

‣ Illustrator: Cato Thau-Jensen

‣ Forlag: Vild Maskine

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 249,00

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 28

‣ ISBN: 9788772271798

”Ting, der godt kan være okay, når der er en, der hedder Frank, der pludselig bor hjemme hos en:
– At man åbenbart gerne må cykle, hvis der er en, der hedder Frank, der kører ved siden af en.
(Og at han har sat lygter på ens cykel, selvom det bare er for at blære sig.)
– Når det er koldt (og kun derfor) og man kan sidde i sengen mellem far og ham der Frank.
– Når far og jeg kaster ting, og ham der Frank ikke kan lade være med at løbe efter dem.

Frank mig her og Frank mig der, fniser vi.
– At der kan være virkelig meget Lego i sådan en lang sko. Og vand.
– At kaste hoppebolde til en, og personen griber dem i stedet for at lægge sig ned ligesom far.
– At lege ninja med en der faktisk ved, hvad ninjaer er.”

Sådan er der også gode ting ved, at fars seng pludselig er fyldt op med en, der hedder Frank. Så
meget fylder Frank, at det er svært at finde plads for den lille hovedperson i billedbogen Frank mig her.

“Far og jeg havde det ellers helt perfekt. Vi var ligesom i Emil fra Lønneberg,
der hvor Alfred siger: dig og mig, Emil”. Sådan har det været, men nu er Frank så
kommet. Det tager noget tid at vænne sig til glæden ved, at en som Frank er flyttet ind.

Jeg-personen i bogen er en tænksom dreng. Undervejs i forløbet tænker han: ”Jeg synes ikke, at vi
har fint plads til en Frank hos os. Bare fordi jeg godt kan lide ninjaer, beder jeg jo ikke en masse
ninjaer om at flytte ind, vel?”

Han bliver dog overbevist om, at der er plads til begge dele: Noget Frank og en hel del ”Du-og-jeg,
Alfred”- tid.

Det er Cato Thau-Jensen, der har illustreret. Det er altid en stor glæde, når hans opfindsomhed,
opmærksomhed på detaljerne og finurlighederne og hans humor fylder siderne. Det gør de her, og
de giver Frank spidse sko og spraglede sweatre. Det er en bog, der vandt andenpladsen i Grundtvigsk
Forums børnelitterære konkurrence for nyskrevet LBGT-litteratur i 2019. Den er sjov, og der er en
herlig humor i såvel tekst som billeder.

Cato Thau (f. 1966) har illustreret til stor glæde for mange, mange børnelitterære forfattere, her Line-Maria Lång og
Karen Vad Bruun. Han har også skrevet om sin egen barndom i billedromanen Et hjem med gevær. Den kan også
anbefales. Han tegner (og skriver) altid med kvalitet.

Illustrator Cato Thau-Jensen

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.