Sjette bind i Katrine Marie Guldagers serie til drenge om den tykke Frantz og hans skærmydsler især med sin arrede bedste ven Karl, hvis lige højre ikke er mere end en uheldig bemærkning væk.

Sådan er det også i ’Frantz og den hemmelige klub’, hvor Frantz i sin ridderlige jagt på Milenes stjålne gule sjippetorv finder ud af, at Karl har lavet sin egen hemmelige klub sammen med den alt andet end kvikke nye dreng Stoffer.

Frantz glemmer alt om sjippetorv for at komme tilbage i folden hos Karl og den hemmelige klub; også selvom han skal igennem nogle optagelsesritualer, der er grænseoverskridende for den ellers så rare Frantz.

På vej ned til supermarkedet siger han pludselig:
’Ved I hvad, det gør jeg simpelthen ikke.’
Karl siger, at det skal han.
’Ellers kan du ikke være med i vores klub.’
’Jeg er da ligeglad med jeres møgklub,’ siger Frantz.
Og så er Frantz og Karl pludselig oppe og slås. Fuldstændig som de plejer. 

Frantz og den hemmelige klub lægger sig i fin forlængelse af de andre aldeles glimrende Frantz-bøger. Korte sætninger og en historie, der tegner et præcist billede af et dramatisk drengevenskab med konflikter og slåskampe, og ting man bare kommer til at gøre, fordi man bliver presset til det.

Samtidig er der ingen moralske pegefingre fra Guldager over for tyveri og småmobning. For Frantz og læseren ved godt, at det er forkert. Og Frantz og læseren ved også, at i historien er det venskabet – hvor problematisk og konfliktfyldt det end er – der er det vigtigste.

Rasmus Bregnhøi har illustreret godt og skarpt. Frantz er gemytlig, og Karl er virkelig uheldsvanger med sit uhyggelige ar i ansigtet.

Endnu et bind om det problematiske venskabsforhold mellem den tykke og rare Frantz og hans arrede og hårdtslående ven Karl. I ’Frantz og den hemmelige klub’ bliver Frantz nødt til at glemme lidt om hvad der er rigtigt og forkert for at fortrænge den nye og smådumme dreng Stoffer som Karls bedste ven. Det er fint, skarpt og rammer sin målgruppe præcist.