Naja har en fugl ved navn Tulle, og hun synes Tulle virker lidt trist. Derfor vil Naja gerne holde en fuglefest for Tulle, men mor og far får besøg af naboerne, så den går ikke. Da Naja kommer hjem fra skole, ender det med at Tulle flyver væk, ud ad et åbent vindue. Storebror Max og Naja forsøger at finde Tulle, men uden held. Derfor laver de en youtube-video, hvor de eftersøger Tulle. Om fredagen, da naboerne kommer til fest, står Najas veninder der pludselig med deres fugle – Naja har nemlig glemt, at hun er kommet til at invitere dem til fuglefest. Samtidig dukker Tulle op i haven og bliver til stor begejstring indfanget igen. Så
nu kan der rigtig holdes fuglefest.
De fleste børn kender Naja Münster fra Youtube, hvor hun sammen med det meste af sin familie er blevet kendt på at lave videoer om sit liv. Efterfølgende er der udkommet en bogserie om Naja, som så nu er endt ud i en letlæsningsserie i samarbejde med samme forfatter og illustrator.
Bogen er illustreret i farver på hvert opslag af Sara Bøgh von der Recke, som også har illustreret resten af bøgerne om Naja Münster. Hendes tegninger i klare farver er realistiske, men med et gakket twist, så personernes ansigtstræk for eksempel er forstørret en anelse. Illustrationerne bidrager virkelig fint til historien og giver den et ekstra løft.
Bogen har lixtal 8, og forrest i bogen er en lille læsevejledning til forældre. Den fungerer rigtig fint opsætningsmæssigt med god tekststørrelse og et fint forhold mellem tekst og billeder.
Historien i sig selv er ikke vanvittigt sindsoprivende (det er de færreste letlæsningsbøger), men rigtig mange af de små læsere tager nok bogen med sig, fordi de genkender Naja Münster.