Man hører det med det samme. Den Fupz’ske tone i denne nissefortælling. Der er fire nissefortællinger,
de rammer helt sikkert en bred målgruppe, men det er først og fremmest til de 4- 10 årige.
Oplæserne, der formentlig vil være ældre end de 10 år, vil more sig lige så godt som tilhørerne.
Det er illustrerede fortællinger, der har lige den længde (de tre af dem, i hvert fald) der gør, at de kan
læses som godnathistorier eller i skolens madpakkepause.
Illustratorerne er gode, forskellige og velvalgte. Det er Rasmus Bregnhøi, der altid kan tegne en
nisse på Vesterbro, det er Siri Melchior med en mildere tone, det er Charlotte Pardi med rødkindede
nisser og julemandens gode julesind, og det er Claus Bigum med tyndbenede nisser, der har
skægstubbe. Gode valg. Gode illustrationer.
Nisserne er til tider trætte af at være nisser. De keder sig, de går ud i verden, de prøver tingene af,
men de vender altid tilbage til nisselivet.
Julemanden har to kapitler, i det ene beskrives han virksomhed som var han leder i en mellemstor
virksomhed: ”Han bruger både foråret, sommeren og efteråret på at holde øje med
gaveproduktionen (både nisser og alfer har det med at sjuske og holde et hav af rygepauser, hvis
ikke man holder dem i ørerne, tjekke op på listerne over artige og uartige børn (de uartige skal
nemlig ikke have gaver, de skal have en lang næse) og det samme gælder selvfølgelig listerne over
artige og uartige voksne (dem er der flere af end man sådan lige tror) og der er også andet
kontorarbejde i så stor en virksomhed, mails og regnskaber og den slags.”
Der er brug for andre oplæsningsbøger end Peters Jul. Her er en nutidig nissesamling, der kan
give munterhed og julesind hos mange.