”Tre minutter. Fire minutter. Fem minutters slåskamp. Det sjette minut blev det værste, for der gik jeg den pinlige tur mod rektors kontor.
Har du lyst til at fortælle mig, hvad der lige skete, eller skal jeg fortælle det til dig? spurgte rektor.”
Her er ”Ghost” igen kommet i en situation, der ikke er befordrende for hans skolegang. Ghost hedder egentlig Castle Cranshaw, men han kalder sig selv Ghost. Han har ikke et nemt liv. Hans far skød efter Ghost og moderen i et psykose, og moderen og Ghost reddede kun livet, fordi de løb og løb og løb – og blev reddet af en lille butiksindehaver i nærområdet. I den butik køber Ghost hver dag en pose solsikkekerner. Charles, indehaveren, er det tætteste Ghost er på at have en ven.
Ghost er god til at løbe, så da han en dag kommer forbi et atletikstadion, hvor unge løbetræner. Her stiller han op i sine slidte sneakers, og han vinder trænerens tillid. Ghost er fra et hjem uden penge til løbesko eller træningstøj, så han stjæler et par fantastiske sølvfarvede løbesko i en af de store butikker.
Ghost kæmper for at kvalificere sig til holdopstillingen, men han kæmper også for at styre sit temperament. Heldigvis er træneren en menneskekender, der siger det klogt: ”Du kan ikke løbe fra dig selv, Chefen tog håndklædet, foldede det omhyggeligt sammen og lagde det på bænken mellem os. Så hurtigt kan ingen løbe.”
Chefen, som træneren kaldes, kender selv til en hård opvækst, og han bliver den mentor, Ghost har brug for.
Udover at være løber, er Ghost også en dreng, der er vildt optaget af Guiness Rekordbog. I indledningen citerer han en lang række tåbelige rekorder, – lige fra verdensrekorden i at puste balloner op til rekorden i at eje gummiænder. Ghost er også en trofast dreng, der er meget betænksom overfor sin sygeplejestuderende mor, der har stort besvær med at få økonomien til at hænge sammen.
Det er således en kompleks personskildring, der er masser af forhistoriske traumer, der kan give stof til flere bøger – og der er flere på vej. ”Ghost” er første del af en serie. Det er en serie, der er skrevet til bogdroppende drenge. På bagflappen står der med Jason Reynolds ord: ”Jeg ved, at mange unge hader at læse. Jeg ved, at mange bogdroppere er drenge. Jeg ved, at mange af de bogdroppende drenge egentlig ikke hader bøger, de hader bare at kede sig. Og selv om jeg er forfatter, så hader jeg også kedelige bøger. Og det er min plan: At skrive ikke-kedelige bøger. Sådan er det bare.”
Ghost er en spændende bog -sproget et skarpt og humoristisk, og man tror på Ghost. Han er en dreng, der nok skal løbe stærkt i flere bøger.
Links: