Håndboldpigerne. Ta’ til Tåløse!

‣ Forfatter: Dorte Lilmose

‣ Illustrator: Bodil Bang Heinemeier

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2015

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 77

‣ Sværhedsgrad: Lix 18

‣ ISBN: 9788702185485

Ta’ til Tåløse! er tredje bog i pigeserien ‘Håndboldpigerne’. Fryd, Panda, Clara, Bjørg, Pixi, Mia, Jose og Julia er vildt forskellige, både udenpå og indeni – men de elsker alle sammen håndbold og har det sjovt sammen.

Fryd skal på en camp i en uge, men hun har svært ved at forlade veninderne fra håndboldholdet. På campen møder hun Sara, Satina, Tømme og Piet. Dagene med forskellige spændende aktiviteter får Fryd til at glemme sms’er fra håndboldveninderne, og hun finder ikke tid til at svare til dem. Nye venskaber forandrer Fryds liv for altid. Efter den fantastiske camp bliver det svært at vende tilbage til håndbold. Hun har ændret sig, og det sætter flere følelser i spil blandt pigerne. Det er ikke helt nemt at komme ind i gruppen igen.

Dorte Lilmose har efterhånden skrevet en del forholdsvis lette bøger, både fag- og skønlitteratur. Hun er ikke bange for at skrive om konflikter eller svære emner.

Bogen er en forholdsvis kort og letlæst roman, som er udmærket læsetræning for elever i 2.-5. klasse. Sproget er trods en del lange ord flydende og indeholder masser af direkte tale. Tekstmængden på siderne er overskuelig, og der er farverige billeder på hvert andet opslag, som opmuntrer de unge læsere og hjælper at holde fokus.

Bogen er en fin fortsættelse til seriens første bøger Håndboldpigerne. Træn din vilje! og Håndboldpigerne. Tro på dig selv! Læseren kan følge Fryds udvikling. Selv om bøgerne handler om håndbold og holdsport, er fokus på pigernes indbyrdes forhold og venskab og kan dermed læses af alle piger. De tre bøger i serien kan læses uafhængigt af hinanden.

http://www.dortelilmose.dk/
Dorte Lilmose :Man skal-tage børnene alvorligt

Anmeldelsen er skrevet af Lea Reitel Høyer

Lea er dansklærer og skolebibliotekar, cand.mag. i norsk og dansk samt Master i børnelitteratur. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år; har skrevet undervisningsmaterialer om litteratur for ClioOnlines danskportal og har været medlem i indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge. Er vild med nordisk litteratur, særlig norske romaner, og har forkærlighed for eksperimenterende børne- og ungdomslitteratur.