Den lille skildpadde er på vej hen til en enlig mælkebøtte. Da skildpadden næsten er fremme, lander et svævende mælkebøttefrø på dens næse. Skildpadden nyser så kraftigt, at den bliver slynget helt tilbage til sit udgangspunkt, ud af sit eget skjold og ud af bogens sider. Nyset har bevirket, at mælkebøttens frø har spredt sig ud over det hele, og i takt med at skildpadden må starte forfra på sin vandring mod mælkebøtten, vokser frøene sig store. Pludselig er skildpadden omgivet af nye, lækre mælkebøtter – klar til at blive spist.

Der er ingen tekst i Held i uheld med undtagelse af de få ord: ”Ah! aah! aaaaahtjuuuuuuuuuhhh!”. Dette er bestemt ikke en dårlig ting i sig selv, men der sker så lidt på billedsiden, at det bliver en smule svært overhovedet at afkode handlingen. Illustrationerne er fine – ingen tvivl om det – det er en sød skildpadde, der er gengivet i en tegnefilmsagtig stil, og smukke mælkebøtter, men det bliver simpelthen for kedeligt i længden: Dobbeltopslag for dobbeltopslag bevæger skildpadden sig langsomt hen over siderne og et terræn, der kun ændrer sig i takt med, at der kommer flere og flere fodspor og gradvist voksende mælkebøtter. Også farvevalget understreger dette lidt ensformige udtryk ved hovedsageligt at begrænse sig til nuancer af grøn, hvid og gul. Dertil skal siges, at jeg virkelig skulle kigge godt efter på bogens sidste sider for at se, at skildpadden spiser mælkebøtterne, og at det altså er hele formålet med vandringen.

Hjulpet på vej af titlen og bagsideteksten er moralen noget i stil med: Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget, og det er da også en udmærket morale, der lægger op til yderligere diskussion om, hvordan man kan vende noget negativt til noget positivt. Dette er dog en svær diskussion at have med de helt små. Samtidig tvivler jeg på, at man kan fange både små og stores opmærksomhed hele vejen gennem bogen – hertil sker der simpelthen for lidt. 

www.lamberth.dk