Og det var sidste gang, nogen af dem kaldte mig Rosa.
For næste dag efter skole var mor ikke inden i mor.
Eller. Jeg ved det ikke. Et blåt mærke.
Både var hun mor, og var hun ikke den, jeg kendte.” (s.10)
Tina Sakura Bestle fortsætter i ”Hund” med at fortælle skæve, grumme, barske og groteske fortællinger ude fra det virkelige liv, hvor hun tager de svage, de udsatte og de dybt omsorgssvigtede børns parti.
Efter ”SKYGGEFUGL” (2014), der var nomineret til Kulturministeriets Børnebogspris, og den melankolske fortælling, ”Det der er så mægtigt, at det ikke kan være i noget brev” (2015) om det ensomme postbud Carlo, møder vi her i ”Hund” Rosa, hvis far hellere ville have haft en tredje, prisvindende, kongepuddel frem for en datter. Så moderen tvinges af faderen til at sy en hundedragt, som Rosa så skal iføre sig. Herefter er hun og tiltales kun Hund. Rosa prøver efter bedste evne at være en god hund og glæde sin far ved at vinde præmier ved forskellige hundeshows. Rosa er ikke længere Rosa, men en hund. Hun(d) holder op med at tale i skolen; hun bjæffer sine svar. Da skolen skælder hende ud og kontakter forældrene, får faderen hende til at skifte skole.
Først da moderen i yderste desperation efterlader hende på en parkeringsplads i en fremmed by, slipper hun ud af faderens brutale hundeførergreb. Hun samles op af den varme og omsorgsfulde kvinde, Johanne og langsomt genvinder hun (måske) sin identitet som pigen Rosa. Fortællingen slutter med, at moderen finder frem til Rosa. Rosa ser hende fra vinduet, men magter ikke at tale med hende. I stedet skriver hun et brev til moderen. Så måske……..
Fortællingen om Rosa er helt forrygende illustreret af Anna Jacobina Jacobsen. De ekspressive, tegnede opslag både understøtter og tilfører fortællingen nye dimensioner. Illustrationerne er på samme tid, gennem deres douchede farvevalg, og gennem den valgte synsvinkel, ikke kun illustrationer, men væsentlige for selve fortællingen. Især de udtryksfulde (og udtryksløse) øjne hos både mennesker og dyr virker stærkt. Ligesom de illustrationer, hvor læseren oplever verden set indefra Rosas hundekostume efter at hun er blevet forladt, er særdeles virkningsfulde.
Tematisk viser bogen tilbage til Tina sakura Bestles tidligere værker, men minder også om Gro Dahle og Svein Nyhuus barske billedbøger om børns opvækst i dysfunktionelle familier. Her tænker jeg især på ”Vrede mand” om hustruvold, og på Gro Dahles ”Krigen” om skilsmisser, illustreret af datteren Kaia. Men modsat disse overlader Tina Sakura Bestle et endnu større læse- og fortolkningsarbejde til læseren. Denne skal være særdeles årvågen for at opfatte de mange tomme pladser teksten rummer, blandt andet Rosas flugt ind i bøgernes uendelige verden, og de mange små betydningsfulde detaljer i illustrationerne.
”Hund” er særdeles velegnet til undervisningen på mellemtrinnet, hvor sammenhængen mellem billedsiden og teksten (ikonoteksten) kunne være i fokus. Og så selvfølgelig selve den grumme fortælling. Definerer man æstetik som sanselig erkendelse, er ”Hund” en særdeles vellykket billedfortælling, der rammer den rette læser lige i hjertekulen gennem sit samlede æstetiske tekstlige og billedlige udtryk. Man efterlades som læser aldeles ikke uberørt, og det er måske den bedste anbefaling ”Hund” kan få.
