Hundemand – loppernes herre

‣ Forfatter: Dav Pilkey

‣ Illustrator: Dav Pilkey

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 150,00

‣ Målgruppe:8+

‣ Sidetal: 253

‣ ISBN: 9788711901359

Hundemand – loppernes herre er femte bind i serien, og der er lagt op til lige så
meget fis og ballade som i de foregående bøger. Tegneserien om Hundemand er en aflægger af serien om Kaptajn Underhyler. Hvis man har læst dem, ved man at hovedpersonerne Jimmy og Otto altid tegner på en ny tegneserie om Hundemand. Det er altså dem, vi får lov at læse her. Hundemand-bøgerne indledes hver især med et lille forord, hvor det forklares hvordan Hundemand blev til Hundemand. Bøgerne kan derfor læses uafhængigt af hinanden – ret smart!

I forrige Hundemand-bog blev Hundemand værge for den lille killing, som er en klon af superskurken og ærkefjenden, katten Pjevs. Den lille killing er nemlig (til Pjevs’ store ærgrelse) slet ikke særlig ond eller skurkagtig og vil hellere bo sammen med Hundemand. Pjevs vil gerne have sin ”søn”/klon tilbage, men en flok skurke ved navn Lopperne vil have hævn over Pjevs, fordi han tidligere har været ond mod dem. Hundemand bliver naturligvis involveret i det hele og skal både sætte en stopper for Lopperne og for Pjevs
– der måske alligevel ikke er helt så skurkagtig, når alt kommer til alt?

Som i de andre tegneserier om Hundemand (og for den sags skyld også i bøgerne om Kaptajn Underhyler) er der fuld smæk for skillingen, når det kommer til action og gakket humor. Som i Kaptajn Underhyler er der også her vend-o-rama, hvor man ved at vende siderne hurtigt frem og tilbage selv kan ”levendegøre” billederne.

Interessant ved lige denne Hundemand-bog er, at der både er lær at tegne-maualer bagerst i bogen og desuden en lille notits om hvordan det at have en læsekat på linje med en læsehund kan være alletiders måde at blive bedre til at læse.

Tegneserien er ret letlæst, og var man vild med den fuldstændig skøre humor i Kaptajn Underhyler og ønsker at blive i universet, skal man bare tage fat. Hundemand vil også være rigtig god til dem der kunne lide Wimpy Kid eller Andy Griffiths Træhuleserie.

Det er gakket, det er sjovt, det er befriende fri for moraler og prædikener, og også dette bind det kan varmt anbefales og tilføjes til sommerens to-read-liste for de +8-årige!

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.