Hvor sover dyrene?

‣ Forfatter: Lise Bidstrup

‣ Illustrator: Birde Poulsen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 149,95

‣ Målgruppe:4+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788702307139

”Ha, ha, hvis du kunne bestemme, så måtte alle dyr sove i din seng,” siger far. 

Hvor sover dyrene? er en sød, vedkommende og filosofisk billedfortælling til børn og barnlige sjæle. Bogen er skrevet af Lise Bidstrup i et mundret dansk og er dejligt illustreret af Birde Poulsen.

Spørgsmålet ‘Hvor sover dyrene?’ falder lige på sengekanten, da Maja skal sove. Både Maja og hunden Hilda mener, at de skal sove sammen i Majas seng, men far er uenig, og han må derfor på banen og argumentere for sin sag. Situationen udvikler sig til en filosofisk samtale mellem far og datter om, hvor og hvordan forskellige dyr sover. Maja spørger, og far svarer for sig. Ud over hunden kommer de rundt om katten, koen, hesten, grævlingen, ræven, fuglene, fiskene, hvalen og de i Majas øjne knapt så indbydende sovekammerater: edderkopper, fluer og biller. Således kommer den faktamættede bog godt rundt i dyreverdenen, godt hjulpet af Birde Poulsens billedside.

Og så har Maja jo opnået en vigtig sidegevinst: Nemlig at trække ”putningen” mest muligt ud og opnå kvalitetstid med sin vidende og sympatiske far. I et sidste oplag, der kan foldes ud til en lang billedfrise, samles hele bogen og alle dyrene. Hvor der er hjerterum, er der husrum. Der er masser af plads i Majas seng til begge dele. Mon ikke Hilda ender i fodenden, inden far er nået ned ad trappen?

Hvor sover dyrene? fortælles i et herligt langsomt tempo, der muliggør, at både fortællingen, samtalen og stoffet kan sive ind hos barnet. Bogen en tidslomme i vrimlen af billedbøger om væsentlige, eksistentielle, problemsøgende og -løsende fortællinger. Her er fred og ro i både sprog og streg, og langsomt udvides barnets forståelse for naturen i varme farver og med god plads til barnelæseren. Hvor sover dyrene? er en fin godnatfortælling, der sender læseren til drømmeland med gode tanker om vores omgivende natur. Bogen anbefales varmt til oplæsning i de små hjem og til dér, hvor børn ellers færdes.

Lise Bidstrups hjemmeside
Birde Poulsens hjemmeside
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.