Hyler med ulve

‣ Forfatter: Bent Haller

‣ Illustrator: Cato Thau-Jensen

‣ Forlag: Dansklærerforeningens Forlag

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Pris: 179,-

‣ Målgruppe:12+

‣ Sidetal: 64

‣ ISBN: 9788772112381

”Jeg havde set, hvordan de drenge, som var anderledes, blev drillet og holdt udenfor.

Som dem fra sinkeklassen.

Jeg greb det an på den måde, at når de andre løb, så løb jeg også.

Når de skrålede op, skrålede jeg med.

Når de grinede, grinede jeg med.

Det gik fint. Jeg var med på holdet. Ingen lagde mærke til mig.

Man skulle, havde jeg hørt en voksen sige, tude med de ulve, man gik iblandt.”

Serien Min Historie er erindringer skrevet for børn og unge. Serien, der rummer rigtig mange pletskud, er nu nået til Bangsbostrand i Vendsyssel, og tiden er rullet tilbage til 1950erne; en tid hvor det (heller) ikke var nemt at være en anderledes dreng, der ikke lige passede ind i fællesskabet.

Det er Bent Haller (f.1946), der i sin vanlige korte og præcise stil veloplagt fortæller om sin barndom og tidlige ungdom lige syd for Frederikshavn. Hans var tit syg og indlagt, så han boede hos sin mormor. Hans far var, som fædre ofte var  i 50erne, fraværende og på arbejde. Barndomslivet var ikke altid let – og slet ikke for indadvendte og venstrehåndede eller ”kejthåndede.”

Det meste af Bent Hallers barndom udspillede sig i boligkvarteret Ågården, der var fyldt med små lejligheder og mange børn, eller i mormorens lille hvide hus og med sommerferieafstikkere til farmoren og farfaren i Skagen, hvor Bent fik lov til at være sig selv.

Læseren er med i skole, først i den lokale og senere i privatskole, hvor glæden ved at læse udvikles, men hvor vold og spanskrør var en del af hverdagen, og hvor det at gøre sig fortjent til en lussing, skabte accept og sendte en på ”guttermandsholdet.” Men barndommen var også en tid med frygt, angst og bæven, som drengene kunne møde nede ved åen med forbudt leg på jernbanebroen og den gruopvækkende Å-mand. Den å, der både tog drengen John, men også gjorde det muligt at hente ål og andet godt. Et vendepunkt kom med vennen Mogens i femte, som var en dreng, Bent Haller kunne genkende sig selv i og være sig selv sammen med. I fællesskab udforsker de to drenge tidstypiske fænomener som Tarzan, Thor Heyerdahls Kon-ti-ki-ekspedition, Elvis og ikke mindst rock & roll. Selvfølgelig går tiden og den første forvirrende forelskelse beskrives. Mogens begynder at styrketræne, og Bent Haller begynder at skrive og tegne.

Dengang sluttede skolen tidligere end nu. Mogens kom i lære som maskinarbejder efter ottende, mens Bent Haller som eneste dreng kom i niende og derefter begyndte i lære som elektriker på værftet. Det gik ikke godt. Til alt held blev han både billedhugger, maler og ikke mindst en uhyre flittig forfatter, der har skrevet og fortalt siden debuten og gennembruddet i 1975 med den skandaleombruste ungdomsroman Katamaranen.

Hyler med ulve er godt fortalt og skal nok fastholde unge læsere med dens levende beskrivelser og underspillede fortællinger fra en skæv barndom og ungdom. Den del vil en nutidig ung læser kunne spejle sig i og samtidig undre sig over de store samfundsforandringer og den velstand, der anes i Hyler med ulve.

Erindringsværket hører hjemme i forbindelse med en forfatterskabslæsning, men kan også undersøges for sin egen skyld som autofiktion: Hvad og hvordan fortæller Bent Haller. Endelig kan Hyler med ulve læses som frilæsning både i skolen og derhjemme.

Illustratoren Cato Thau-Jensen har en stor finger med i fortællingen af Hyler med ulve. I vanlig suveræn stil har han lavet en billedside, der både spiller med og op mod Bent Hallers tekst og samtidig fortolker oplevelserne og stemningerne i fortællingen. Alene illustrationen af hvordan det føles at være ”kejthåndet” (s. 10) er et opslag værd.

Cato Thau-Jensen har også selv bidraget med Min Historie i Et hjem med gevær om hans opvækst i et hjem med en tandlægefar. Men det er en helt anden historie. Her anbefales det at gå ombord i Bent Hallers barn- og ungdom og Hyler med ulve.

Erindringsfortællingen; Hyler med ulve

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.