Altid en kvik bemærkning. Altid Zac. Forrest i flokken. Ham, der fik de andre til at gå endnu længere. Ham, der smækkede døren i bag hende i smedehuset. Altid Zac, der fik det sidste ord. Ikke denne gang.
Og et andet citat: I starten syntes Josefine, at Toke var en total taber. Det er stadig det, han ligner med sit fedtede hår og lange negle. Men der er noget andet bag de skildpaddeagtige øjne. Noget varmt og rart og klogt. Og et helt tredje citat: De andre drenge står og spærrer på terrassen. Boysen rækker ham en smøg, og Niklas tager imod den. Det føles helt åndssvagt at holde den.
De er fem: Ishan, Clara, Josefine, Niklas og en politimand. Det er de fem hovedpersoner i denne roman, hvor de fem historier flettes sammen i den lille by, der ligger langt ude. Helt derude, hvor man kører med rutebil og hvor rågerne skriger. Det er en udkantsfortælling, men det er en fortælling om at være ung i en svær tid, hvor man til tider har afgørende indflydelse på sit eget liv, og hvor man til tider må følge med strømmen og flokken og lade andre tage beslutningerne.
Det er en spændende ”fletroman”, der kan læses her. Zoom On-seriens bøger er skrevet, så de kan læses af de fleste, men det er en glæde at der er godt sprog og en interessant og kompleks fortællestruktur i en bog med lix 22.
Og så får udkantsunge en stemme her. Det er sådan, det er at bo for enden af en grusvej, det er sådan det er, når man skal vente på rutebilen, cykle til kammeraterne og det er sådan det er: politimanden (eller den afgåede politimand) møder alle de unge, da han har været på hospitalet med Clara. Alting hænger sammen, og ingen historier er de rigtige historier.
Alt kunne være anderledes i et andet liv.
