Hunden Ib leger gemmeleg med musen. Det er svært at finde musen. Til sidst lægger Ib sig i kurven og tænker sig om en ekstra gang – og så er der nogen, der siger ’Av!’ …
Nordahls tekst er kortfattet og klar, med en enkelt eller to sætninger pr. opslag. Den fungerer udmærket til oplæsning.
Illustrationerne er i Bregnhøis let genkendelige stil – her lidt grove i udtrykket og med færre små baggrundsdetaljer, end vi ser det i en del af hans øvrige billedbøger, fx ’Poul og far’, ’’Betty’ eller ’Snabels Herbarium’.
Ved første øjekast ligner Hunden Ib alle de andre små, kvadratiske billedbøger, der henvender sig til de alleryngste læsere – som fx Mats Leténs Kaj-bøger eller Aakeson/Melchior-parrets Lili-bøger. Men hvor disse i høj grad taler om og til tumlingebarnet – med et større eller mindre element af tilsat humor til (voksen)læseren – er Hunden Ib ikke udelukkende til de mindste børn.
I stedet for at spille på humor, er fortællingen i Ib tænker sig om en ekstra gang på én gang simpel og ganske kompleks. For de mindre børn fungerer den enkle historie om gemmeleg ganske fint. Hos de lidt større lægges op til en snak om, hvad det egentlig vil sige ’at tænke sig om’ (og om det rent faktisk er derfor, Ib finder musen). Dertil kommer så en pudsig absurditet på billedsiden: en flue fisker et kødben ud af Ibs madskål og flyver væk med det. Den vil nok skabe nogen undren hos en læsergruppe, der er endnu en tak ældre.
Dette er således en lidt anderledes – og pudsig – billedbog, der kan bruges til en bred aldersgruppe. Personligt synes jeg dog, at det meget enkle og detaljefattige udtryk på billedsiden bliver en smule kedeligt – især med tanke på, hvad Bregnhøi præsterer andre steder.
