Der var mørkt omkring mig. Ingen lyde. Det hele havde været en fejltagelse. Stedet var tomt. Der gemte sig ikke nogen herinde.
For en sikkerheds skyld tændte jeg en tændstik. Den blussede hurtigt op, og så fik jeg et chok.
Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Jeg var omgivet af dem. Omgivet af levende døde.
Ifølge Wikipedia var Imhotep en historisk figur fra den ægyptiske historie, hvor han var vesir for faraoen Djoser under det tredje egyptiske dynasti. Han var en af de største gammel-egyptiske vismænd og ypperstepræst for guden Ptah. Han har haft stor indflydelse inden for blandt andet medicin og arkitektur.
I denne fortælling er vi i typisk Benni-Bødker-land. Historie, mumier, zombier er en cocktail, som Benni Bøder ynder at færdes i og skrive nervepirrende fortællinger om.
I dette bind 2 er handlingen flyttet til England, nærmere betegnet Londs East End, hvor Magdi har bevæget sig hen, fordi han gerne vil have, at nogle laskarer skal bringe en pakke med til Ægypten for ham. Laskarerne, som er sømænd, havnearbejdere eller fyrbødere, holder til i en opiumshule, som hedder Dragon’s Cloud. Her ryger de sig vinde og skæve, fordi de gerne vil glemme. En af sømændene lover at tage pakken med for Magdi, men han giver ham en oplysning, som får ham til at gyse, da han fortæller: Memphis rejser sig igen (…) De døde skal atter herske over jorden. Imhotep skal regere!
Så har vi strengen til første bind. Og hvad det handler om i dette bind er at forhindre, at de mange mumier/zombier slipper ud fra England og havner i Ægypten, hvilket bare vil bidrage stærk til, at spådommen kan gå i opfyldelse. Så nu handler det om at finde disse mumier og brænde dem inde, således at de går til.
Men finder de dem? Går de til?
Ja, det må man gå til bogen for at finde ud af – men det er ingen hemmelighed, at et bind 3 er på trapperne, så mon ikke der sker noget uventet?
Benni Bødker behøver jo ikke mere nogen præsentation. Han er kendt af enhver læseglad purk eller pige mellem 8-10 og 13 år, som har hang til det uhyggelige – og helt med rette. Som altid er hans bog velskrevet, stramt komponeret og med solid fremdrift.
Peter Snejbjergs illustrationer er både kraftfulde og stemningsskabende og passer godt til fortællingens stemning og tone. Peter Snejbjerg er kendt som tegneseriekunstner, ikke mindst for sit arbejde for det amerikanske selskab DC Comics. Han er uddannet fra Designskolen i Kolding og har blandt andet lavet et nummer af Batman.
Dette er i høj grad en bog, der er egnet til selvlæsning. Men et godt råd vil være: vent med at læse serien til alle bøger forefindes på biblioteket, for ellers må man hele tiden tænke/huske på, hvor langt var det nu, vi nåede i forrige bind. Serien er jo nemlig af den karakter, at man ikke får den fulde fortælling i bogen, der er inddelt i bind med passende handlingsdele med dertil hørende cliffhangere. Men sandt er det skam, at man glæder sig til kommende bind.