”Der i det fjerne stikker fem spidse tårne op i disen. De er lysende hvide med et blåligt skær. Som var de lavet af månesten. Det var dem, Hanja engang fortalte Aira om. Tild, udbryder hun. Bag byen får hun øje på De lilla bjerge. Tild, gentager Ulk, Han smiler til hende.”
Nu er Ulk, Aira og hunden Snus (og et større hundespand) på vej til Tild for at klare Airas opgave: At stoppe isen fra at smelte. Det var den opgave, bedstemor Muori gav Aira, da bedstemor havde fået et syn inde i Nuul-bjerget. Ulk er heldigvis klar til at hjælpe Aira, og nu har de været på vej i en uge. Det er en farlig mission, de er ude på. Aira og Ulk klarer sig langt hen godt i Tild, de forsøger at finde frem til Hanja, som de kender fra et besøg, men da Aira ikke lige er opmærksom på at skjule sine evner om ismaner, så bliver hun fanget. Alle ismanere i Tild er fanget bag høje mure, så de kan arbejde for at sikre byens is. Alt i Tild er lavet af is. Huse, borde, stole, senge er alt sammen af is. Derfor er det hele eksistensen, der er truet, nu hvor isen smelter.
Aira og Ulk klarer udfordringen med fangenskabet ved hjælp af Snefnug – og en snor. ”Snor er verdens lim, sagde Bedste altid.” Det gælder også her. Nu er Aira og Ulk (og Snus) klar til at finde manden med den bronzefarvede hjelm. Isen smelter. Det er nu, der skal gøres noget. Og man må handle, også selvom det ser farligt ud.
Byen smelter er andet bind i serien Isens hjerte. Og i skrivende stund er bind 3 på vej og kan nu forudbestilles. Ida-Marie Rendtorff skriver spændende om klimaforandringerne, der her sker i en magisk verden, der minder virkelig meget om Grønland. Der er venskab, der er mod og styrke og snarrådighed bag de unges handlinger. På et tidspunkt hvisker Aira: ”Tror du ikke, det her er lidt dumt?” og Ulk svarer: ”Jo, men hvad skal vi ellers gøre?”
De gør noget. De tør noget. Og så er der altid nogen, der hjælper dem.
Illustrationerne er af Emil Landgren. Isblå, isgrønne og iskolde billeder viser verden i Tild.
Tilsammen er det fremragende læsning til mellemtrinseleverne.
Isens hjerte (2) Byen der smeltede – Carlsens forlag