Det er nemmere at vælge at være fej. Men en gang imellem er der nogen, der vælger at være modig. Og det er utroligt heldigt for alle.
Vi befinder os i Ishavet i en øgruppe, hvor Siri og hendes lillesøster, Miki, lever sammen med deres far på den lille ø Blåbad. Moderen er død, og de lever et stille og lidt trist liv. En dag er Siri og Miki sejlet ud til øgruppen Sælskærene for der at finde enebær. Her bliver Miki bortført af pirathøvdingen Hvidhoveds mænd. Og da hun forsvinder, ved Siri godt, hvad det er, Miki bliver bortført til, nemlig slaveri i Hvidhoveds diamantmine, som ingen i øvrigt ved, hvor ligger. Træller man først der, lever man ikke længe …
Tynget af skyld, beslutter Siri sig at drage ud for at finde sin lillesøster. Det er nemlig Siri, der har kostet Miki hen, hvor enebærrene vokser og dermed lige i armene på piraterne.
Siri søger om at komme om bord på et skib, og det haster, for det er lige før havet bliver lukket af ismasserne, inden vinteren for alvor bryder løs. Siri får lov at komme ombord på skibet Nordstjernen af Tilø. Ikke fordi skipperen Urström bryder sig om det, men fordi skibets kok, Fredrik, insisterer på det. Aftalen bliver, at Siri skal gå Fredrik til hånde i kabyssen. Fredrik har nemlig en dagsorden, som Siri ikke kender, idet også hans lillesøster engang for flere år siden ligeledes er blevet bortført af Hvidhoveds pirater til et liv som Mikis. Og hvem ved, måske er de allerede døde? Men nemt er det ikke. En pige på et skib er ingen god ide, så Siri chikaneres af mandskabet. Men da det dertil kommer frem, at Fredrik har planlagt at afmønstre for sammen med Siri at gå på jagt efter deres søskende, så bliver det Urström for meget. Siri smides af skibet, da de når Ulveøerne. Og Fredrik tvinges til at blive på skibet. Og her bliver hun forladt …
Helt alene i verden, må Siri nu finde ud af, hvordan hun kommer videre. På øen ser hun, hvorledes menneskene behandler ulvene – både de voksne ulve og deres hvalpe. I en periode bor hun hos eneboersken Nanni, men hun må videre, og som blind passager sejler hun nu med de to stratenrøvere, Den skaldede og Den skæggede, videre på rundtur. Kursen synes at være den store ø Yderø og den store by Sejlsted. Men inden da smides Siri fra borde på en lille ø, hvor hun i en periode lever sammen med et lille havfruebarn. Men også her efterlades hun alene, da havfruemoderen dukker op og svømmer væk med sit barn.
Efter i en periode at have levet hos Einar og hans mor Jern-Anna, når Siri faktisk frem til Yderø og til Sejlsted, hvor hun igen møder skipper Urström, hvis skib er gået ned med mand og mus. Og hvad så? Hvor er Frederik? Gik han ned med skibet? Mon Siri finder frem til Hvidhoved og hans bande og ikke mindst hans mine – og dermed Miki og Fredriks søster? Og er det mon en diamantmine, han lader de små børn arbejde i?
Der er mange spørgsmål, der skal findes svar og løsning på de sidste 100 sider. Men de findes – og det på helt tilfredsstillende vis.
Det er en forrygende og flot fortalt odyssé, som Siri sendes ud på af sin forfatter, som har godt greb som både sin hovedperson og sine øvrige karakter i et flot litterært sprog, der – igen, igen – har fundet sin gode oversætter i Susanne Vebel.
Det er en medrivende fortælling, som viser os alt det storladne og alt det gustne som såvel natur som mennesker kan opvise. Vi møder grådighed, egoisme, ondskab, følelseskulde blandt de mennesker, som Siri færdes iblandt. Men vi møder heldigvis også omsorg, kærlighed, længsel og ansvar.
Naturen får lov at vise sig fra sin virkelig barske side. En vinter i Ishavet, som Siri møder den, er bestemt ikke tillokkende. Men alt falder på plads. Menneskene lærer og bliver – måske – klogere, i hvert fald nogen af dem. Og Isen bryder til sidst og viser læseren et mere forsonlig ansigt.
Der er en del symbolbærende forekomster i fortællingen. Ulven har sin betydning. Sildekongen er ikke blot en fisk, men også et smykke, som bæres. Havfruer findes skam, uden at minde det mindste om Disneys Ariel. Valhøner forekommer ligeledes sine steder … osv.
Frida Nilsson (1979) er forfatter og oversætter. Hun debuterede tilbage i 2004 og har været indstillet til den prestigefyldte Augustpris tre gange, ligesom hun flere gange været nomineret til Nordisk Råds Børnebogspris – i begge tilfælde i år for nærværende bog.
Bogens illustrationer har Sofie Børsting leveret. Hun siger selv om sine illustrationer: “Det er vigtigt, at alle mine tegninger har sjæl, og de skal leve og sitre uanset udtryk.” . Det må man love for at de gør i dette smukke værk.
Ispirater er en oplagt oplæsningsbog til mellemtrinnet. Som selvlæsningsbog er den først og fremmest til børn fra 10+. Den er i sin sproglige udformning ganske krævende. Og der bruges ord om både redskaber og dyreliv, som det vil kræve en forklaring på. Men det er sandelig umagen værd.