Der er så stille i bilen. Alt for stille. Jeg kan høre min lillebror, der leger med isskraberen, ellers er der ingen lyde. Heller ikke uden for bilen.
Hvad nu hvis mor aldrig kommer tilbage?
Jacob og Kasper skal i daginstitution. Mor skal køre dem derhen, inden hun skal møde på arbejde i banken. Mor gør ruderne rene for is, og giver derefter Kasper isskraberen at lege med. Med ét opdager mor, at hun har glemt nøglerne til banken og må ind at lede efter dem. Imens skal Jacob nok passe på lillebror.
Men mor kommer ikke. Hvor bliver hun af? Og hvad nu hvis bilen pludselig giver sig til at køre? Presset og frygten er mere end Jacob kan magte, så han giver sig til at græde. Men så er mor der pludselig. Hun har fundet nøglen, og de kan tage af sted. Da opdager hun, at Jacob græder, og for ikke at tabe ansigt siger han, at gråden skyldes, at Kasper har slået ham med isskraberen.
Det giver naturligvis anledning til, at Kasper får skylden for noget, han ikke har bedrevet. Kasper begynder at tude, og Jacob får en gedigen fortrydelsens mavepine. Det er ikke nogen god situation, og Jacob må love lillebror, at han må lege med hans legetøj, når de kommer hjem i eftermiddag.
“Isskraberen” er en ganske udramatisk tekst om en enkel hændelse. Sproget er ikke fantastisk, og fortællingen rammer heller ikke helt. Det fungerer, men man bliver ikke løftet med og involveret. Teksten er i øvrigt sat med meget fede og sorte typer, hvilket ikke forskønner det æstetiske indtryk, ligesom illustrationerne ikke er særligt inspirerende. Bogen kan dog bruges som højtlæsning for børn i førskole og indskoling – som anledning til at tale om hjælpsomhed, omsorg, ansvar og hvide løgne.
