Faderen drak fornøjet lidt mere øl og pegede på sin datters arm. ”Snit ikke for dybt, hvis der ryger en pulsåre, får vi et forfærdeligt hyr med din mor.”
Emil Blichfeldt skriver om zombier, monstre og drager, og han gør det med et gemytligt overskud, der ikke er belastet af sædvanlige forældreroller. Faderen i ”Jagten på den gule dæmon” minder mest om naboens dreng, som ingen måtte lege med. Han skal helst sidde foran skærmen og skrive sine monstre ud, ellers går det galt. Det gør det så her. De to døtre er forment skærmtid, de forlanger samme restriktion for faderen, og så fordriver de tiden med at fremmane et monster.
Det er en kort fortælling, men det er en bog. En rigtig bog med nogle få billeder i. Siderne er små, margenen er bred, og skrifttypen er stor. Alle overskrifter står med monsterpræget skrift, så bogens tema gennemsyrer det hele. Det er økser, sværd og skarpe knive, der er faderens store interesse, når han ikke skriver. Og det er formentlig faderen, der står bag bogen om det gule monster.
Der er ikke meget tankevækkende indhold i “Jagten på den gule dæmon”, men den er spændende for målgruppen, og den kan give masser af tro på, at det er umagen værd at læse en bog. Og sproget er overkommeligt for de fleste i alderen fra 10 år og opefter.
Bøger som denne er hurtigt læst og glemmes sikkert lige så hurtigt, men der er brug for bøger til læsetræning og læseglæde, så der må gerne følge flere monstre fra faderens skærm.