Katten med den knurrende mave, eller på smukt finsk Kurnivamahainen kissa, af Magdalena Hai og illustrator Teemu Juhani er en lille humoristisk, smuk og tankevækkende eventyrroman om en lille piges kamp mod en verden, der er ved at gå til i overforbrug og grådighed.
Bogen var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for Børn og Unge i 2018.
Magdalena Hai fortæller sin historie som en allegori uden på noget tidspunkt at blive belærende eller moraliserende. Alt det alvorlige i eventyret, som i bund og grund er dybt moralsk, behandles med et humoristisk touch.
Katten med den knurrende mave passer som fod i hose ind vor tids økokritiske fortællinger, hvor den fortæller, hvor galt det kan gå, når/hvis verdens goder fordeles uretfærdigt.
Vi befinder os i eventyret i svundne tider, i et land hvor tørke, sult og fattigdom hærger. Her bor den meget lille pige, som en dag møder en helt enorm kat med en mave, der knurrer så højt, at verden på det nærmeste ryster. Katten er så sulten, at den på sin vej udrydder alt spiseligt. Også pigen, som vil blive en del af kattens menukort, hvis hun ikke hjælper den med at finde mad.
De to bliver på deres færden efterhånden gode venner. Det slutter dog brat, da de kommer til en landsby, hvor katten vil æde alle indbyggerne! Det vil den, fordi den ikke mener, de har noget at leve for. I ren fortvivlelse har de nemlig spist deres egne tanker og drømme.
Pigen overtaler katten til at lade være, hvis hun skaffer den noget mad. Ellers er det hende, der blive ædt til aften. Det lykkes ikke for pigen, så da natten kommer, må katten grædende æde hende. Men den lover hende ikke at bruge tænderne, men sluge hende hel, så hun ikke mærker noget.
Kattens store mørke mave rummer på det nærmeste en hel verden, som den har slugt. Allerlængst nede i mavens dyb finder pigen en hytte, hvor stedets konge, oldingen Grådius, bor. Det er ham der er skyld i kattens bændelorm, og i at alt fra Fiat Unoer til hestevogne og hølæs ædes af katten, og han aner intet om noget venskab. Men alt ender godt. Katten viser sig at være ganske rar og omgængelig og ender med at opgive sine dårlige vaner.
Katten med den knurrende mave er et eventyr til at blive klog på. Det gælder både den frygtløse og empatiske lille pige, som bliver ven med katten, selvom den både er egoistisk og uhøflig og tager det for gode varer, at den er styret af sin voldsomme sult.
Katten med den knurrende mave står på ryggen af flere litterære traditioner. Det er lige fra Det Gamle Testamentes fortælling om Jonas i hvalens bug, over engelsk nonsensdigtning og Brdr. Grimms barske folkeeventyr til middelalderens idé med at personificere og besjæle menneskers dyder og laster. Læsere kan selv finde flere litterære referencer og forbilleder, men Magdalene Hais sprælske eventyr er i sig selv en både værdig og en spændende fornyelse af eventyrgenren.
Børn og barnlige sjæle behøver ikke at tænke over disse referencer, men de er måske relevante, hvis man ønsker at inddrage eventyret i litteraturformidlingen. Det fortjener det.
Teemu Johannis sort/hvide illustrationer udgør en væsentlig del af værket. De leger med handlingen, er fyldt med små vigtige detaljer og er i høj grad med til at drive fortællingen fremad.
Katten med den knurrende mave anbefales til oplæsning fra 6-årsalderen, både derhjemme og i skolen, og til litteraturundervisningen i både indskolingen og på mellemtrinet.
https://www.mikrofest.dk/shop/vild-maskine/magdalena-hai/katten-med-den-knurrende-mave/