Katti og Kat

‣ Forfatter: Marianne Brandt JensenMogens Brandt Jensen

‣ Illustrator: Jan Solheim

‣ Forlag: alinea

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 245,95

‣ Målgruppe:7+

‣ Sidetal: 19

‣ ISBN: 9788723568311

Serien om Katti og Kat er på fem bøger og handler om pigen Katti, der får en kat som viser sig at være en superkat. Katten (som hun kalder Kat) får hun af en mystisk ældre dame, og den kan flyve på grøn gas (meget bæredygtigt, egentlig) når den får særlig supermad. Katti skal flytte til en ny by sammen med sin mor, og i den nye by får hun selskab af både en kat og en hund – og i tilgift drengen Søren, som ikke bryder sig om piger og faktisk er virkelig irriterende i starten. De ender dog med at blive gode venner og slår sig sammen for at løse sagen om den mystiske tyv, der har stjålet en taske fyldt med smykker.

Alle fem bøger er en del af serien Grøn læseklub fra Alinea og har mellem lix 4 og 6 og er dermed rigtig gode til begynderlæserne. Bøgerne er i hardback og i indbydende forskellige farver (hver bog har sin egen farve). Indvendigt adskiller bøgerne sig dog fra den typiske letlæsningsbog ved at være udformet som tegneserie i ”striber” og med
talebobler. Det fungerer fremragende, og jeg er dybt imponeret over at man kan formå at lave en så indholdsrig letlæsningsserie med så lavt et lixtal.

Noget der helt sikkert bidrager til at serien er så indbydende, er de farverige illustrationer af illustrator Jan Solheim, hvis streg vi kender fra mange andre børnebøger, helt fra billedbøger som for eksempel Line Kyed Knudsens ”Alberte i børnehave”-serie til Kasper Hoffs serie ”Gamerz”. Stilen i denne serie er på linje med det vi plejer at se fra hans hånd – hvilket vil sige virkelig godt. Hans tegnestil passer rigtig godt ind i tegneserieformen og er med sine klare farver og sprudlende overskud ubetinget med til at drive læselysten videre hos læseren.

Alt i alt er her tale om en virkelig god og, synes jeg, en anelse nyskabende serie af letlæsningsbøger, der får en varm anbefaling herfra.

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.