Klovnens hævn

‣ Forfatter: Salina Schjødt Larsen

‣ Forlag: Alinea

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 379,95

‣ Målgruppe:12 - 16 år

‣ Sidetal: 112

‣ Sværhedsgrad: lix 18

‣ ISBN: 9788723570055

”Jeg mente det ikke. Carl løb igennem den tomme skole. Han turde ikke se sig tilbage. Det var for sjov. Den var efter ham. En mystisk stemme havde runget ud af højtaleren på computeren, og nu var monstret efter ham.”

Sådan indledes ”Klovnens hævn”, der er en gyser i Sort Læseklub. Her er Ida sammen med sine venner Freja, Sebbe og Noah på besøg i Benoits cirkus, og her laver de en video med klovnen Tubby. Det skulle de ikke have gjort. Det foregår i ”det mørkeste Jylland”, når de unge selv skal karakterisere deres egn. Det er her, hvor bussen kører efter en busplan. De kommer ikke ofte, man må sørge for at nå bussen, hvis man vil hjem i natten. Det er helt almindelige unge, der går i skole.

”Klokken ringer, og vores lærer begynder at pakke sammen. Vi finder vores telefoner frem. De må ikke være fremme i timen. Men vi fik gjort et stort nummer ud af, at lærerne faktisk ikke må tage dem fra os i frikvartererne. Elevrådet var med og alt muligt.”

Sådan beskrives en helt almindelig hverdag, hvor handlingen tager sit afsæt. I de to citater kan man også læse de korte sætninger og fraværet af lange ord. Det giver et lixtal på 18, et lixtal der signalerer, at det er en forholdsvis letlæselig bog. Det er godt.

Da vennegruppen har lavet en video af klovnen Tubby, bliver den delt på de sociale medier. Her er portrættet af en klovn, der bliver gjort til grin. Så tager han hævn. Det bliver et hævntogt fra klovnen, der sender vennerne ud i mørke og angst, før det ender i det endelige opgør. Et endeligt opgør, der måske ikke er så endeligt igen.

Det er en bog, der kan bruges til læsetræning i folkeskolens overbygning. Der er masser af handling, der er venskaber og kærlighed, og der er et helt genkendeligt univers. Det er ikke en roman, der vil blive stående som en klassiker på ungdomshylderne, men den er spændende, der er et godt drive i handlingen, og den er letlæselig. Sådanne bøger må der gerne være mange af til de elever i overbygningen, der ikke er helt klar på tre hundrede siders romaner med lix 27. Der skal være bøger til alle.

Sort Læseklub er Alineas tilbud til unge læsere, der gerne vil have letlæselige bøger med et alderssvarende indhold. ”Sort Læseklub er gode bøger til frilæsning. Der er smæk på fortællingen, hvad enten det handler om venner, sport, kærester eller krig. Læseklub findes i genrerne: fantasy, gys, sci-fi, realisme, eventyr og ungdomsroman.”

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.