Kongelig sørøver, min tip-tip oldefars dramatiske historie 

‣ Forfatter: Nils Hartmann

‣ Illustrator: Morten Jensen

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 299,00

‣ Målgruppe:8+

‣ Sidetal: 69

‣ ISBN: 9788779169029

”Peter Holm blev født i København i 1765. Han voksede op i Teglgård Stræde. Hans far var ølbrygger. Inde i gården lå det lille bryghus. Den slags bryghuse var der mange af. Drikkevandet var dårligt. Derfor drak folk meget øl. Det var ikke stærkere, end at børn også kunne tåle det.” 

Sådan indledes historien om ølbryggeren, kaperen, sømanden og familiefaderen Peter Holm, der er forfatteren Nils Hartmanns tip-tip-oldefar. Han levede, da København var i en miserabel forfatning. Slaget på Reden den 2. april 1801 førte til, at englænderne senere stjal den danske flåde. Så måtte folk klare sig så godt de kunne. Peter Holm var ølbrygger, men han tog så hyre på et kaperskib, der vel var et sørøverskib med lov til at drive sørøveri.

Her tjente han penge, men han kom også i fængsel og senere kom han ud i verden på engelske skib. Til sidst nåede han hjem til sin Christine og sønnen Kristian.

Bogen bygger på den sande historie om Peter Holm, der er forfatteren Nils Hartmanns tip-tip oldefar.

Hartmann skriver i ganske korte sætninger, men der er masser af handling: ”Thomas havde fået kaperbrev. Han havde købt en større båd. Hævneren hed den. Nu var han kaperskipper.” 

Sådan er der mange hovedsætninger, der er mange konkrete ord, der er en del dialog. Alt sammen er så læsbart, at man snildt kan være med i målgruppen fra 8 år.

Morten Jensen har illustreret, og det gør han med en fin blanding af tegneserie og ”illustrationer til historiske bøger”. Der er mange detaljer fra datidens København og kaperskibe, samtidig er de onde tegnet ondt, og miljøet er således, at man har lettere ved at forestille sig, hvordan det var at leve i 1800-tallet. 

Bogen indgår i ABC forlags ”lette fagbøger”. Det er en serie, der brug for. ”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde”, – det gælder også her. 

Forfatter Nils Hartmann

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.