Kraftdyret kalder

‣ Forfatter: Kasper Hoff

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 150 kr.

‣ Målgruppe:Fra 10 år

‣ Sidetal: 171

‣ ISBN: 9788702301823

”Moses sad med rynket pande, opslugt af tanker. Endelig løftede han blikket og så alvorligt på dem. ”Det er desværre mere alvorligt end som så, er jeg bange for. Det er ikke kun jeres ære, der har taget skade. Den person, der stjal jeres samling, gjorde det for at få fat i dens kraft og blive stærkere. Men sagen er, at I er bundet til samlingen, og den er bundet til jer. I er måske ikke klar over det, men I er vokset, siden I fik den.” Kevin så på Kaya. Han kunne godt se, at hun var vokset, men det var vel ikke så mærkeligt i deres alder. ”Jeg mener ikke på den måde. I er vokset som mennesker, både intellektuelt og spirituelt. I fylder mere i verden, og jeres sanser er blevet skarpere. Men fra nu af vil I blive svagere. Uden samlingen vil I visne. I vil blive … almindelige.”

 

I tredje del af Kasper Hoffs serie om shamanerne Kevin og Kaya forsøger de to papsøskende at finde en normal hverdag, efter deres samling af spirituelle genstande er blevet opmagasineret hos naboen. Samtidig bliver de oplært af den mystiske Moses, der bor på sin husbåd Bessie.

I Kevins klasse starter den nye pige Rana. Kevin lægger egentlig ikke så meget mærke til hende i starten, men en dag på et museumsbesøg viser hun sin kæmpestore viden om magiske genstande, og langsomt forelsker Kevin sig vildt og inderligt i Rana – der til sidst får ham til at afsløre hans og Kayas hemmelighed: At de er shamanlærlinge og har en hemmelig samling af værdifulde shamangenstande opmagasineret i naboens garage. Kort efter bliver garagen tømt; det er Rana, der har været på spil. Og Rana er ikke bare en helt almindelig pige, viser det sig, men derimod en kraftfuld shaman, der har stjålet deres samling.

De går til Moses for at få hjælp, og han forklarer dem, hvordan de skal finde (og ikke mindst acceptere) deres egne kraftdyr, og med deres hjælp – og en god portion snilde – få samlingen tilbage. Kevin er svært skuffet, da hans kraftdyr viser sig at være en lillebitte fugl, hvorimod Kayas kraftdyr er et stort næsehorn. Og det skal hurtigt vise sig, at der venter dem en lang og farefuld rejse i underverdenen.

 

Det er endnu en bragende god bog i serien. Hvor de to første bøgers tema meget har drejet sig om venskab og sammenhold, bliver forelskelse denne gang bragt på banen. Samtidig er der også en masse på spil om at finde sig selv og acceptere alle dele af den man er. Bogen er yderst velskrevet og dialogen mellem personerne troværdig. Man kan læse den, hvis man er vild med fantasy, men man kan også sagtens læse den, hvis man ikke er. For det er en virkelig fin historie om venskab og en art coming-of-age, som snart sagt alle læsere vil blive grebet af og lade sig underholde af.

Som bonus kan jeg fortælle, at jeg har brugt serien som højtlæsning for mine drenge på 8 og 10 år, og de har været tryllebundet hele vejen. Så serien fungerer altså også rigtig godt som højtlæsning. Den får min varmeste anbefaling!

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.