Krølle og Puha er to venner, der er meget glade for slik. Men en dag på vej til skole, hvor de lige vil slå et smut forbi Slikmutter, opdager de, at hun har lukket. Meget mystisk. Og mysteriet breder sig, da det viser sig at skolens kælepingvin fra Grønland (?!) hemmeligt har overtaget magten på skolen. Og så må drengene forsøge at forplumre den onde pingvins planer og samtidig undgå at blive sendt ned til kyssepigerne.
Som referatet antyder, er dette en afsindig fjollet historie, der knap nok kan hænge sammen. Riisings varemærke både som tv-vært og som forfatter til de glimrende oplæsningsbøger om Karmaboy er fjolleri, en konstant punktering af eget medie og en masse metareferencer. Sådan er det også i Krølle & Puha – den belgiske slikindsamling. Der er pauser, hvor man lige kan få sig en lufter, der er knapper som man skal trykke på, for at få lov til at læse videre, der er en far der næsten får lov til være anonym og så videre og så videre.
Som sagt synes jeg at Riisings bøger om Karmaboy er meget vellykkede. Men selvom der er skægge elementer i Krølle & Puha – den belgiske slikindsamling, bliver selve historien for tynd og for usammenhængende til at det bliver til andet end farce på en snor.
Claus Bigum har illustreret bogen rigt.
Bogen vil egne sig fint til hurtig frilæsning for de 8-9-årige.
Fjollet seriebegyndelse om vennerne Krølle og Puha, der skal forsøge at bekæmpe en talende og slikfanatisk kælepingvin. Det er mere fjollet end egentlig godt.