Hvordan vurderer man sit højeste ønske, når man kan få det opfyldt af selveste myrekongen, bare fordi man har tabt en kage i græsset?
Det spørgsmål må pigen Karin stille sig selv, da hun uforvarende kommer til at tabe sin lillesøsters fødselsdagslagkage. Det kan for så vidt ske for selv den bedste, men for Karins stedmor er der tale om en regulær katastrofe. Den kage var jo perfekt, og det skulle have fuldendt den perfekte fødselsdag for lillesøster Elin. At Karins far vælger rollen som den perfekte vatnisse, der forholder sig mere eller mindre passivt til situationen, gør ikke tingene nemmere for Karin. Hun lades i stikken, og billedsiden antyder, at det ikke er første gang, Karins stedmor knalder ud over mangel på perfektionisme.
Karin bliver overladt til oprydningen, men undervejs opdager hun, at en flok myrer nyder godt af kagen, og hun lader myrerne få sig et festmåltid. Herfra tager tingene fart, og historien skifter genre. En af myrerne vokser sig større og viser sig at være myrekongen i egen knapt så høje person. Karin må få sit højeste ønske opfyldt. Hvordan det end lader sig gøre, ender hun med at have en hest, men det er ikke det eneste ønske, der går i opfyldelse.
“Lagkageulykken” er en sær bog. Og det er i min verden en kompliment. Vi bevæger os fra en realistisk fortælling og over i en fantastisk fortælling, der kan tolkes på flere planer. Under alle omstændigheder sidder man som læser tilbage med en oprigtig undren over hændelserne. Der er nogle klassiske novelletræk over fortællingen, idet der indtræder en på alle møder uhørt begivenhed i bedste Goethe-tradition, og det er i den grad en stok i en myretue – tilmed foranlediget af en myre! Det er en helt ny variation af Søren Baggesens gamle teori om begivenheden som ordensforstyrrer.
Billedsiden har noget fabulerende, kollage-agtigt over sig. Den er umådeligt detaljeret i klare, stærke farver, og der leges med perspektiver og vinkler. Jeg kan heller ikke undlade at tænke på Flemming Quist Møllers farveorgie og samspil mellem tekst og illustrationer i “Cykelmyggen Egon”. Illustrationerne er virkelig med til at bære den skæve fortælling hjem, og det er godt arbejde af illustrator Katrine Marie Nielsen.
Man kan vælge at tolke bogen i psykologisk retning, som rendyrket fantastisk fortælling eller bare som en farverig historie for børn. Konflikten mellem Karin og hendes stedmor bør dog tages alvorligt, og bogen portrætterer de ikke altid lette forhold i en sammenbragt familie. Måske kan nogle børn genkende Karins uudtalte ønske?
“Lagkageulykken” kan læses for de ældste børnehavebørn, selvom brugen af simultan succession på illustrationssiden måske er noget udfordrende for dem. Højtlæsning for børn i indskolingsalderen er også en mulighed. Skal man udfordre fortolkningslagene, kan bogen analyseres på mellemtrinet, hvor den formentlig vil give anledning til undren og indsigtsfulde udlægninger. Bogen bør om muligt læses flere gange, men læseren er ikke garanteret en dybere forståelse af den grund. Det understreger blot fortællingens originalitet.
