Leonora plejer altid at besøge mormor om torsdagen efter skole. En torsdag, hvor hun kommer hen til mormor, er der ingen, der åbner døren. Så er det sket. Mormor er død. Leonoras mor og far er skilt, men heldigvis er mormors nabo en flink og god ven, der hjælper til, så Leonora og Leonoras mor kan få begravelsen planlagt og gennemført.
Det er en fin fiktiv fortælling om tab, om sorg, om savn og forskellige måder at sørge på, men det er også en bog, der har mange faktasider, så man får viden om blomsterne ved en begravelse.
”Ved en begravelse eller bisættelse er der flere slags blomster. Kistepynten er den store buket eller blomsterdekoration, der er lagt oven på kisten. En bårebuket er en buket blomster, der er bundet, så blomsterne kan ligge fint op ad kirkegulvet eller foran kisten. Blomsterne kan også være bundet som en krans eller for eksempel et hjerte. Efter begravelsen bliver blomsterne på gulvet båret ud til gravstedet.”
Man får også fakta om bedemanden, gravsten og kistebærere. Et besøg hos præsten giver også et fint indblik i, hvordan den kirkelige ceremoni forløbet. Alle de spørgsmål et barn (og mange voksne) kan have, får man et godt og kort svar på her.
Samtidig kan man følge Leonora og hendes mors tanker om mormor, om døden og om tabet. Det er en bog, der kan give alle børn et indblik i rammerne omkring dødsfald. Bagerst i bogen er der en tak til sognepræsten Susanne Voss Pedersen, der har været en hjælp i forhold til facts om kirkens rolle ved begravelser og bisættelser.
Det er en meget fin fortælling om døden, en fortælling, der aldrig bliver patetisk eller sentimental. Det er en bog, der kan læses af børn i indskolingen, men den skal nok helst læses sammen med voksne, så man kan tale om indholdet.
Borgen er en Læs-svært-bog. Det er er bøger til børn, der hurtigt og/eller tidligt lærer at læse. Indhold og temaer er i denne serie tilpasset børn i indskolingen, men læsesværhedsgraden er ca. 4. klasse. Læs-svært bøgerne kan også læses højt.