”Som barn drømte jeg engang om at kunne alle sprog i verden.
Det blev til billedsprog.
Og jeg bliver aldrig færdig med at finde nye muligheder i at lave billeder.
Det er som at opfinde et nyt sprog hver gang.”
(Lilian Brøgger ifølge Kari Sønsthagen og Torben Weinreich)
Lilian ser er en samling illustrationer, tegneserier, småtekster, lyrik og essays, der alle hylder illustratoren Lilian Brøgger i anledning af hendes 70års fødselsdag i januar 2020.
Lige omkring fyrre personer med tilknytning til dansk børnelitteratur har bidraget med stort og småt, meget sigende og intetsigende bidrag til udgivelsen.
Lilian ser er en udgivelse, der i sin materialitet fremtræder rå, dyppet i farven magenta, med synlige syninger på ryggen og med en af de herlige kaniner med vældigt lange ører fra ”Der er ingen ende – altid en ny historie” (2016) på omslaget. Det var den bog, hvor Lilian Brøgger totalt overtog roret fra Louis Jensen og afsluttede en af dansk børnelitteraturs allervæsentligste odysseer på 1001 firkantede historier mellem 1992 og 2016 med et festfyrværkeri af tekstløse opslag og med Louis Jensens enlige afsluttende historie nr. 1001.
Det er blevet til utallige udgivelser siden debuten i 1975 og frem til i dag. Til alt held er Lilian ser udstyret med en bibliografi, der kan tage pusten fra de fleste, og som fint kan bruges til at orientere sig i børnelitteraturens udvikling og Lilian Brøggers arbejder fra 1975 til 2019. Her er forlag, der er forsvundet, her er forfattere der er borte og her er yngre forfattere som Sarah Engell, der fortæller om samarbejdet om tegneserieromanen ”Fuglemanden” (2018). Er arbejde som Lilian Brøgger selv skriver om i Janne Højrup Nielsen og min ”I begyndelsen var billedet” (2020).
Lilian Brøggers værker kan med Asger Jorns ord kendetegnes ved at: ”Kunst er livsform: Smuk, grim, flot, ækel, meningsløs, grel, selvmodsigende. Ligegyldigt, blot det er frodigt vældende liv.” (1944). Flere bidragydere til Lilian ser understreger Lilian Brøggers trang til forandring og udforskning af nye materialer, metoder og udtryksformer. Tit med en stærk ekspressionistisk streg.
To eksempler på dette er ovennævnte ”Fuglemanden”, som hun og Sarah Engell vandt Claus Deleuran-prisen i kategorien Bedste danske tegneserie i 2018, og så det værk der for alvor åbnede denne anmelders øjne for Lilian Brøggers storhed: Hendes og Oscar K.´s gendigtning af J.W. Goethes ”Den Unge Werthers lidelser” (2010), som er et værk Dansklærerforeningens Jens Raahauge kommer ind på i sit essay. Det er bogen, hvor den unge Werther i Lilian Brøggers streg umiskendeligt ligner punkdigteren Michael Strunge, spidsborgeren Albert ligner digteren Søren Ulrik Thomsen og den ombejlede Lotte, lyrikeren Pia Tafdrup. Og hvor handlingen, i billedsiden med knald på, udspilles i et postmoderne København med graffiti på murene.
Nu er det ikke kun som kunstner, Lilian Brøgger har sat sine dybe spor i litteraturen. Hun har gennem mange år været med til at uddanne mange nye og nyere tegnere og grafikere gennem sit virke som lærer på Designskolen i Kolding. Flere af disse elever, praktikanter og kolleger som Signe Parkins, Rasmus Bregnhøi, Cato Thau-Jensen, Tea Bendix, Hanne Kvist, Hanne Bartholin og Kamila Slocinska giver i Lilian ser prøver på deres fortælle- og illustrationskunst.
Hyldesteposset Lilian ser er passende nok også med bidrag af Danmarks to børnelitterære professorer, Torben Weinreich og Nina Christensen og børnebogsmennesket Jens Raahauge, der får slået et par hegnspæle i om Lian Brøggers virke.
Lilian ser er billig (!!! hvilket er et særsyn i vore dage), hurtigt læst, rummer tekster man vil vende tilbage til, og så et par (ikke)tekster, hvor man tænker, folk skulle have sagt, de ikke havde tid. Men langt de fleste af bidragene vækker glæde og nysgerrighed under læsningen. Der står en forfriskende stiv kuling ned gennem Lilian Brøggers arbejder, der forhindrer det i at støve til i genbrug af billeder. Tak for tegningen.