”Der findes folk, som vil forkaste fantasiens værdi.
Dog lever vi mere end halvdelen af vores tilværelse i fantasien.”
Ole Lund Kirkegaard, 1978

Tidligere på året udkom ”Lille Virgil” så i anledning af, at det var halvtreds år siden frækkerten Lille Virgil dukkede op på den danske børnebogsscene, hvor han lige siden har hærget ligesom hans kusine i ånden, Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe har gjort det siden 1945. Både Virgil og Pippi er selvstændige børn med egne holdninger og verdenssyn, og hverken Pippi eller Lille Virgil blev sat i verden for at opdrage læserne. Både Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard skrev i øjenhøjde med deres barnelæsere, de skrev for børnenes skyld og med udgangspunkt i børnenes fantasi.

For nogle år siden vakte det en del opmærksomhed, at Ole Lund Kirkegaards datter Maya Bang Kirkegaard farvelagde faderens sort/hvide stregtegninger i hans værker. Den store forargelse udeblev dog, da resultatet var fremragende og fremtidssikrede Ole Lund Kirkegaards ikoniske fortællinger.

Det er ikke kun på indholdssiden, de to udgivelser, Pippi Langstrømpe” og ”Lille Virgil” ligner hinanden. Pippi var oprindelig illustreret af Ingrid Vang Nyman med sort/hvide tuschtegninger. Hendes illustrationer har også undervejs været udsat for lidt af hvert, idet de af flere omgange er blevet farvelagt, først af hende selv, men senere billigst muligt under hensyn til forlaget Raben & Sjøgrens økonomi.[i]
Endelig udkom flere Pippi historier tidligt som billedbøger og endog som tegneserier.

Dette sker så nu for Lille Virgil, idet to af fortællingerne om ham og hans to venner, Carl Emil og Oskar er blevet til to billedbøger som Rasmus Bregnhøi har illustreret.

I de to billedbøger ”Lille Virgil – hjælper en ene-og-alene stork” og ”Lille Virgil og dragen” fortolker Bregnhøi Ole Lund Kirkegaards sprælske, originale, hippieagtige, friskoleagtige og underligt tidløse eventyrlige univers. Rasmus Bregnhøi er på samme tid loyal over for Ole Lund Kirkegaards oprindelige illustrationer (her ryges fx pibe, smeden ligner sig selv, landsbyen ligner og det gør dragen også), men er samtidig helt sig selv har sat sit billedsproglige aftryk på Kirkegaards univers. Figurerne, deres øjne, deres bevægelser, baggrund, fremstillingen af dyr og farvelægningen er ægte Rasmus Bregnhøi, og det er ikke så ringe endda. Så der er ingen grund til forargelse, men grund til glæde over at nye og yngre børn nu kan få glæde af to af fortællingerne om Lille Virgil i ny iklædning. Man har valgt kapitlerne om ”Ene og-og-alene storken” og ”Dragen” fra originalværket, og det er gode valg.

Det med de halvtreds år er nu en sandhed med modifikationer, idet netop ”Dragen” er den historie Ole Lund Kirkegaard debuterede med i Politiken i juni 1966 som vinder af en novellekonkurrence, illustreret af ingen ringere end Ib Spang Olsen. Det blev som bekendt anslaget til et forrygende forfatterskab, som så blev kickstartet med bogen med alle Lille Vigil fortællingerne ”Lille Virgil” i 1967. En bog, der mere end holder, 50 år senere.

Historien om Lille Virgil, Oskar og Carl Emil der går ud og leder efter den drage, Oskar påstår han har set nede ved vandmøllen, og som har syv ben og fire hoveder, er ligeså god i denne billedbogsudgave, og den rødhårede lærer er stadig lige så uudholdelig og ufrivilligt morsom som for halvtreds år siden. Også her hopper han ud ad vinduet og forsvinder ud af historien. Mon den fantasiløse lærertype stadig eksisterer i 2017?

Den anden fortælling er den første egentlige fortælling i den oprindelige bog, kapitlet om den stakkels ”Ene-og-alene stork.” Selvfølgelig handler ”Lille Virgil  … hjælper en ene-og-alene stork” stadig om de tre venner Virgil, Oskar og Carl Emil, der gerne vil tjene tre lakridspiber, og som derfor prøver at hjælpe købmanden med at finde en mage til den stork der har slået sig ned på købmandens tag. Den skulle nemlig gerne få andre interesser end at sidde der. Skorstenen truer nemlig med at styrte sammen. Men en gås fungerer stadig ikke som storkemage. Intet i denne skønne fortælling går som det skal i denne humoristiske og eventryrlige beretning. I slutopslaget ser vi alligevel Oskar og Lille Virgil med surt tjente ladkridspiber i munden, og så den de har gemt til Carl Emil i hånden på vej til skole.

Det er sjovt at genopleve Ole Lund Kirkegaards politisk ukorrekte univers i Rasmus Bregnhøis billedfortolkning. Lille Virgil drikker stadig sodavand til morgenmad, og han bor stadig alene i hønsehuset sammen med den etbenede hane. For Lille Virgils univers, er som Pippis, dejligt voksenfrit område. Her er så vidt læseren véd ingen forstyrrende forældre til at spolere løjerne.

Der genillustreres i disse år på livet løs. Klassikere udkommer i illustrerede udgaver, som Neil Gaimans ”Hans og Grete” illustreret af John Kenn Mortensen, eller mangaillustrationerne af japanske Katsuya Kondo til Astrid Lindgrens ”Ronja Røverdatter” for blot at nævne to vellykkede eksempler.  For forlagene er det selvfølgelig en måde at holde liv i en udgivelse. Det er ikke altid lige vellykket; nogle gange direkte ødelæggende; men de to billedbøger ”Lille Virgil … hjælper en ene-og-alene stork” og ”Lille Virgil og dragen” er udgivelser der vil vække glæde i mangt et barnehjerte blandt både voksne og de store børnehavebørn, i indskolingen og i de små hjem ved aftenstid.  Her er nok at se på undervejs, grine af og undres over for både voksne og børn i disse udgivelser hvor der er blevet ligeligt plads til både Ole Lund Kirkegaard og Rasmus Bregnhøi.

Måske trænger vi i disse år, hvor børnesynet er rædselsvækkende fyldt med New Public Management, læringsmål, disciplin, alt for mange timer i daginstitution og skole og en gigantisk testfest som begynder i 2års alderen netop til en ”årn´li” indsprøjtning Ole Lund Kirkegaardsk eksistentiel kamp for fantasien, leg, drengeverdenen og barndom. Børns arbejde er legen! Svend Brinkmann behøver ikke at stå alene med kritik af vor tids mange uhyrligheder. Stå fast, men gå ikke glip af de ståsteder Ole Lund Kirkegaard giver som pædagogisk tænker. Han har så meget at give os voksne og børn fra sin himmel her i 2017.

Ole Lund Kirkegaard
http://rasmusbregnhoi.dk/

^[i] Se udgivelsen for en nærmere diskussion af problematikken om, hvad man kan tillade sig at gøre med originalillustrationer i: ”Ulla Rhedin og Gunna Grähs: ”Vår Pippi. Tecknarne hyllar Ingrid Vang Nyman och det moderne gennombrottet inom svensk barnboksbild.” (Salikon Förlag, 2016)