Gennem de senere år har den norske illustrator og forfatter Lisa Aisato befæstet sin position som en letgenkendelig og anmelderrost illustrator, ikke kun i Norge men også i Danmark, hvor hun blandt andet har illustreret Jesper Wung-Sungs fortælling ”Frøen og fluen” (2016), og hvor hun er kendt for illustrationerne til Klaus Hagerups ”Pigen som ville redde bøgerne” (2018) og Maja Lundes julefortælling ”Snesøsteren” (2018). Og så er der hendes egne fortællinger ”Ib er et æg” (2014), med den skønne originaltitel ”Odd er et egg,” og ”En fisk til Luna” (2015). Udover det er hun en meget kendt dagbladsillustrator i Norge.
Livet – illustreret er indfrielsen af en drøm, Lisa Aisato havde om at udgive et udvalg af hendes bedste illustrationer. Hun fortæller:
”Jeg har brugt mange dage og aftener på at gennemgå materialet, men der gik ikke lang tid, før jeg så, at det slet og ret var livet, som lå illustreret foran mig.”
Flere af illustrationerne kender man i forvejen, mange er nye, og dem man kender, indgår her i en helt ny kontekst.
Her i Livet – illustreret er de sat sammen til en ordknap, nærmest ordløs, fortælling om selve livet.
Kan man nu lave sådan en bog?
Ja, det kan man, når man er Lisa Aisato og har hendes bagkatalog. For resultatet er blevet en smuk og hjertevarm bog om menneskets livsforløb fra fødsel til død. En hyldest til livet i alle dets faser, både i medgang og modgang. Og i en corona-tid.
Livet – illustreret er i ordets bedste forstand en al-alder-bog. Den kan læses og tolkes på et utal af måder, afhængigt af hvor man som læser står i livet. Vi er med fra barndommens magiske verden, til vi tager de sidste usikre, vaklende skridt i alderdommen på vej mod livets afslutning, hvor det hele munder ud i den sidste tekstbids smukke ønske: ”Jeg håber, du følte dig elsket.”
Vi er altså med lige fra den gang, sommeren var grønnere, vinteren hvidere og julen føltes magisk og frem til de ensomme skridt den ensomme og forladte kvinde, en såkaldt ældre, tager i sneen. Hun har glemt, hvem hun var og er, og hun ved ikke længere, hvor hun skal hen. I bogen fortælles denne udvikling og afvikling i seks kapitler, der afspejler livets stadier.
Billedsiden
Illustrationerne afspejler hele Lisa Aisatos palet og tekniske dygtighed. De bevæger sig således fra det lette, det lyse og humoristiske til det mørke, dystre og sortladne. Undervejs berøres alt fra det, næsten for, smukke til det absurd groteske og fantasifulde. Til hvert opslag er der skrevet en kort poetisk tekst, som underbygger illustrationen, og giver læseren mulighed for refleksion.
Intet i livet kan tages for givet, hvilket afspejler sig i både tekstens og billedsiden. For:
”Somme tider var verden overvældende, andre gange lå den for dine fødder.”
Man bliver voksen, og: ”Du føler, at du ikke kan teksten til den sang, de voksne synger.”
Måske får du et barn, hvor: ”Du ville ønske, at der fandtes en brugsanvisning til umulige morgener – og dage.”
Måske oplever man en lykkelig alderdom; men man vil også opleve ensomheden og det at miste.
På trods af det og anden modgang, og hvad der kan føles som brutal realisme, er Livet – illustreret fyldt med empati og håb.
Det er billederne, der er i centrum. Med Rod Stewarts album fra 1971, er det sådan, at: ”Every picture tells a story.” Og hver gang man vender tilbage til dem, er det en ny fortælling, man oplever. Her er nye detaljer og ting, man har overset. Til tider er den eneste fejl måske, at det er for pænt, for nydeligt.
Livet – illustreret er Lisa Aisatos svar på musikbranchens ”greatest hits.” Men hvad der er sjældent i musikbranchen, er lykkedes her. At skabe et helstøbt værk, der er værd at vende tilbage til igen og igen. Et værk, der vil forandre sig ved hver ny læsning, og et værk der både tjener som introduktion til Lisa Aisatos billedverden og som er et æstetisk produkt i sig selv.
Her er en smuk udgivelse, der kan bruges som gave til livets store milepæle: barnedåben, konfirmationen, brylluppet, og hvor man ellers holder de store fester.
Og bogens morale er smuk: ”Jeg håber, du følte dig elsket.”
