En dag sad Klotilde og spiste en trøffelkugle ude i haven da noget ret så usædvanligt skete.
Det tør svagt antydes.
Fra himlen kommer en stor pakke dumpende. Den rummer nogle frø, eller fittelihutter, som Klotilde sår i haven, og pludselig står hun med fem helt ens kyllinger, eller pipser. Herfra er Klotilde udfordret på en måde, som både børnehavebarnet og dets voksne kan genkende fra det virkelige liv. Pipserne keder sig, gør sig umulige, og intet Klotilde gør er godt nok. Indtil den dag pipserne ser en regnbue og opdager farverne. Og så er intet gråt længere. Klotilde farver de fem grøngrå pipser, og pludselig keder de sig ikke længere. Herfra skifter billedbogen totalt udtryk og bliver en kaskade af farver og kulører. Slutningen på eventyret om Klotilde, farverne og de efterhånden mange pipser vil jeg overlade til læseren.
Men: …hvis du en dag ser en pakke i en rød ballon så tøv ej, det er pipserne der har sendt en gave din vej … og så er det tid til leg.
Denne anmelder har undervist i håndskrift på læreruddannelsen i en fjern fortid, og Kamila Slocinska ville være dumpet med et brag i det fag. Ligesom i andre af hendes værker bryder Slocinska i ”Den mærkelige pakke” med enhver form for konvention, hvad angår store og små bogstaver, deres retning og størrelse. Og så er der i bogen endog rettelse af ”godt” til ”flot.” Virkningen er, at barnelæseren særdeles let kan identificere sig med disse bogstaver og denne håndskrift – for det er sådan, de selv skriver. Endelig betyder skriften, at tekst og billede på en rigtig god måde kommer til at udgøre en udtryksmæssig enhed.
”Jeg har jo fået farve.
Vågn op folkens! Der er sket noget fantastisk!!”
Det er noget af det samme, der gør sig gældende for den forrygende og varierede billedside; den er på den ene side naiv og imiterer barnets tegnemåde, som i fremstillingen af pipserne, og på den anden side ekspressiv, raffineret og detaljeret i sin fremstilling af Klotilde og den verden, hun lever i. Her leges med synsvinkler, perspektiv, størrelsesforhold og meget andet i en billedside, der gør langt mere end at supplere verbalteksten. To ting er jeg faldet for i Kamila Slocinskas fremstilling af Klotilde: Hendes aldeles vidunderlige frisure (se omslaget) og så hendes uimodståeligt varierede og udtryksfulde øjne. Endelig er fremstillingen af overgangen fra en grøngrå verden til en eksplosion af farver en oplevelse i sig selv.
”Den mærkelige pakke” er en bog, man ikke sådan lige bliver færdig med i en fart. Historien er sød, men udtrykket er helt anderledes råt, kraftfuldt og ligefremt. Noget barnelæseren vil have stor forståelse for, og noget som vi voksne har godt af at genopleve.
”Den mærkelige pakke – eller – Da Klotilde mødte Pipserne og ingenting blev det samme som før” anbefales varmt til børnehaven, SFO’en og til forundringslæsning derhjemme. Her er nok at samtale om – især de mange finurligheder Kamila Slocinska har spredt ud over opslagene i billedbogen.
