Medaljonen – Ella og den magiske regn, 4

‣ Forfatter: Clara-Amalie Vorre-Grøntved

‣ Illustrator: Rebecca Bang Sørensen

‣ Forlag: Elysion

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 110,-

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 48

‣ Sværhedsgrad: Lix 18

‣ ISBN: 9788777197338

Før i tiden havde jeg kun min høne, Mikea.
Jeg havde altid troet, at jeg ikke behøvede andre.
Folk har aldrig været til at stole på!

Især ikke når man er en gadepige som mig.
Men nu er jeg ikke så sikker mere…
Ikke efter at jeg mødte Birk.

Og Aisja.

Ella er virkelig forvandlet fra den ensomme tyvetøs til en socialt ansvarlig og handlekraftig pige, der bekymrer sig om sin venners ve og vel.

I seriens sidste bind skal alt samles op og afklares. Det sker på de korte 48 sider, hvor der er lagt op til to henrettelser, en flugt og et hævntogt hen over slottets tage. Det er spændende læsning, og moralen er klar: Intet menneske kan klare sig uden gode venner.

Den rigtige prins får igen sit kongerige, tyvetøsen Ella får helt sikkert også sin prins og tjenestepigen Aisja får sine smukke øjne tilbage.

Seriebøger er gode til læsetræning. Det er et kendt koncept, der møder læseren ved hver bog. Der er et kendt persongalleri, der er et kendt miljø, hvor nye konflikter kan vise sig.

Her er det Sneprinsens fortsatte kamp for sit kongerige, der er i fokus. Og så er seriebogens kvalitet også, at hver bog kan holde handlingen inden for et vist afmålt sidetal. Det er 48 sider i denne serie. Og det klarer forfatteren fremragende.

Ella er en gæv pige, der nok skal klare sig – uanset om det bliver på slottet eller på biblioteket.

Clara-Amalie Vorre-Grøntved

http://rebeccabangsorensen.blogspot.dk

http://www.elysion.dk/Ella 4

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.