”Jeg var ikke længere hadet, jeg var savnet og elsket.”
Mefisto er en smuk sort / hvid billedfortælling om katten, der tvinges til at forlade byen, fordi indbyggerne tror, den spreder sygdom og ulykker. Derfor overdænger de den med had og skældsord.
Intet kunne være mere forkert, for i virkeligheden har den holdt byen fri for rotter og mus.
Nu søger den så ud i naturen, hvor den nyder freden og roen; men med vinterens komme, længes den efter de varme skorstensrør og trygheden på byens lofter.
Allerede på byens første hjørne opdager den, at den har været savnet. For mens den har været væk, har mus og rotter invaderet alle byens huse samtidig med, at de fede huskatte blot havde set til.
Sådan kan man gå fra at være skurk til at blive helt på ganske få opslag i en billedfortælling.
”Jeg var en forbandet kat,
en forbandet, sort kat.
Sort som natten,
sort som sygdom,
sort som ondskab.
Derfor kaldte de mig Mefisto.”
Titlen Mefisto sender tankerne i retning af Goethes tragedie, Faust, hvor Mefisto er den djævelske figur, sortekunstneren hovedpersonen Faust forskriver sin sjæl til.
Moralen i ”Mefisto” er ligeså sort / hvid som bogen, for med det engelske ordsprog er det jo sådan, at: ”Når katten er ude, danser musene på bordet!”
Det er Mefisto selv, der er jeg-fortæller i fortællingen. Den fortæller kort i et poetisk og præcist sprog, så alle kan være med samtidig med de nyder Antoine Guilopés smukke, kraftfulde og ikke mindst bælgsorte kat. Den billedside kan indtages og nydes på mange måder under (op)læsningen.
Mefisto lægger sig flot ind i den snart uendelige række af gode, smukke og relevante billedfortællinger Jensen & Dalgaard har beriget læserne med.
