”Esters mors sted.
Ester har været i sin mors sted. Hun husker det bare ikke. Men hun har været der. I ni
måneder og to dage helt præcist. Derfor kan hun også godt forsøge at sætte sig ind i det
igen. Hun kan tydeligt se det for sig i hvert fald, hvordan der er fuldstændig symmetrisk og
ordentligt og cremefarvet ligesom i huset. Sådan et sted hvor man hele tiden er bange for
at spilde eller vælte noget og derfor ikke rigtigt kan slappe af. Sådan et sted hvor man ikke
kan være sig selv, men hele tiden må tænke mest på, om andre synes, der er pænt
nok” (s.42)
For et par år siden var Kathrine Assels fuldt fortjent indstillet til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge for den finurlige Månen er en højtaler (Jensen & Dalgaard, 2017). Siden har hun sammen med Kamila Slocinska på samme sprogligt finurlige måde fortalt Forsøgbillens fodnoter (Jensen & Dalgaard, 2017), om billen ”der altid har frygtet at ende som et af de dér udtørrede trofæer og med knappenål gennem kroppen.”
Nu er Kathrine Assels tilbage med en roman for børn Mester Ester, der kvalitativt og finurligt lægger sig smukt i kølvandet på de førnævnte titler.
Ester er blevet for gammel til at far vil synge sangen om ”Mester Ester” for hende ved sengetid og lade hende ligge og dovne hele dagen i sengen.
Mor har overtaget styringen af Esters morgen og dag, inklusive hendes tildelte syv minutter på toilettet denne morgen, hvor Ester skal til ”bøjletandlægen” og derfor ”skynder sig særligt lidt.” Esters tilværelse er blevet fyldt med skemalagte morgenener og dage delt op ved hjælp af et æggeur i et cremefarvet hjem.
Dette liv fyldt med regler og retningslinjer, harmonerer overhovedet ikke med Esters mange tvangstanker og tvangshandlinger, som måske har affødt det mærkelige forhold, der er opstået mellem mor og datter. Læseren kan undervejs overveje, om det er moren eller Ester, det er mest galt med i deres altødelæggende forhold.
Under læsningen kom jeg i tanke om noget kunstneren Asger Jorn har sagt, og som er mere end beskrivende for Mester Ester:
”Kunst er livsform: Smuk, grim, flot, ækel, meningsløs, grel, selvmodsigende. Ligegyldigt, blot det er frodigt vældende liv.” (1944).
Kathrine Assels arbejder, når hun ikke skriver, på Museum Jorn i Silkeborg, så hun kender garanteret citatet; men at hun så i Mester Ester mere end lever op til det er et opgør med meget af det pæne og glatte i børnelitteraturen. Vi er med Ester på lokum, hvor hun piller næse til hun får næseblod, og hun samler på ting, mærkelige og ulækre ting som gamle madpakker og mad, hun finder på gaden, som hun så spiser. Hun samler på alt fra en bortopereret vorte, æggeskaller til gamle negle og hår. Endelig er der Esters helt særlige forhold til knapper – og her helt særligt til ”krigsknappen.” Da den forsvinder, sender det Ester og romanen ud på en håbløs jagt på genbrugspladsen og mødet med den delvist ligesindede klunser Hulemanden.
Det er sjældent man som læser fyldes med lige dele direkte fysisk væmmelse og fascination. Romanen er nemlig i ligeså høj grad en kropslig oplevelse som en intellektuel.
Sproget er en fornøjelse at dykke ned i, poetisk og præcist, med ord som, ”krigsknap,” morens ”Ikeastemme,” følelsen ”Indeni: slukørethed / Udenpå: Morgenfriskhed” og farens tagen ”ind på bureauet.”
Mester Ester er for at lege med Asger Jorns ord, smuk, grim, flot, ækel, meningsløs, grel og selvmodsigende. Men ligegyldig er den ikke, og så er den fyldt med et frodigt vældende liv. Efter endt læsning sidder man og tænker på, hvad et møde med Mester Ester vil kunne afstedkomme i dansktimerne på mellemtrinnet – her er virkelig stof til gode timer med Ester.
Vi voksne har vist også godt af at møde Mester Ester, hendes krøllede hjerne og ikke mindst hendes oprør med de cremefarvede rammer, de voksne stiller hende. Jeg tror, flere anmeldere vil hviske noget i retning af, at Mester Ester er intet mindre end mesterlig. Jeg tilslutter mig og hvisker med.
